Nordisk Union for fødevarearbejdere støtter Fødevareforbundet NNFs idé om en jobfond, der skal hjælpe de fødevarearbejdere, der mister jobbet på grund af den russiske boykot af europæiske fødevarer
Det er ikke kun danske fødevarearbejdere, der mister jobbet på grund af den russiske boykot mod fødevarer produceret i EU. Blandt andre finske fødevarearbejdere bliver også hårdt ramt af boykotten.
På Nordisk Union for fødevarearbejderes kongres i Stockholm den 17-19. august blev de nordiske fagforeninger enige om en udtalelse, der kræver, at de nationale regeringer og EU reagerer og indfører en jobfond, der kan sikre fyrede medarbejdere uddannelse, job- og kompetencevejledning og hjælp til jobsøgning, så de kan fortsætte deres arbejdsliv i en anden branche.
Forbundsformand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast glæder sig over, at de nordiske fagforeninger står sammen i kravet om en jobfond:
- Mens EU har været relativt hurtige til at række en hjælpende hånd til de virksomheder, der er blevet ramt af boykotten, så er der ingen der har gjort noget for de tusindevis af fødevarearbejdere, der har betalt den en høj pris for den russiske boykot - de har nemlig mistet jobbet. Vi har forsøgt at løfte kravet politisk i Danmark, men jeg må erkende, at politikerne ikke rigtig har haft lyst til at involvere sig i oprettelsen af en jobfond. Jeg håber, at den holdning vil ændre sig i takt med, at kravet om en jobfond vokser og bliver et internationalt krav.
Social dumping presser alle
Udover kravet om en jobfond, fyldte diskussioner om social dumping også meget på kongressen.
De nordiske arbejdsmarkeder er alle reguleret af arbejdsmarkedets parter, men fra samtlige lande kom meldinger om, at 'den nordiske model' er under pres.
Det skyldes ikke mindst, at der udenfor de nordiske arbejdsmarkeder hersker nærmest lovløse tilstande. Hvis ikke arbejdsgiverne ligefrem vælger at rykke produktionen fra de nordiske lande til lavtlønslande, hvor arbejdsvilkårerne er markant anderledes, så truer de med at gøre det, og bruger det til at presse lønnen i de nordiske lande ned.
Nordisk Union vedtog en udtalelse, hvor det blandt andet hedder:
- Vi opfordrer de nationale regeringer, EU-kommissionen og EU-parlamentet til at påtage sig den opgave og det ansvar - i samarbejde med fagbevægelsen - at få ryddet op i den lovløse tilstand, der er ved at udvikle sig indenfor fødevareindustrien.
Ole Wehlast håber, at de nordiske fagforeningers fælles pres på EU kan bidrage til, at der skabes en fri og fair konkurrence, der sikrer ordentlige løn- og ansættelsesforhold og jobsikkerhed for fødevarearbejdere i Norden og i resten af Europa.