Foto af Høj kvalitet og gode medarbejdere giver højere produktivitet. Det ved de alt om på Stryhn's på Sjælland.
Nyhed

Verdens største leverpostejsfabrik satser dansk

Stryhns leverpostejs frabrik trækker produktion fra Sverige til Danmark – og kunne ikke drømme om at rykke produktion den anden vej

Stryhns leverpostejs fabrik trækker produktion fra Sverige til Danmark - og kunne ikke drømme om at rykke produktion den anden vej

Ingen danskere er i tvivl om, hvad et "stykke med Stryhns" dækker over.

Leverpostejfabrikken Stryhns, der ligger lidt uden for Roskilde, har et stærkt brand. Og det brand passer virksomheden på ved at satse på kvalitet og forædling:

- Vores mål er hele tiden at øge kvaliteten. Derfor har vi brug for dygtige og engagerede medarbejdere, der kan være med til at udvikle vores produktion. Vi har ingen planer om at rykke til udlandet. Tværtimod, rykker vi nu produktion fra Sverige til Danmark og investerer et betydeligt beløb i fabrikken. Det tror vi på, er vejen til endnu bedre produkter og endnu bedre indtjening, forklarer administrerende direktør Kristian Kornerup Jensen.

Stryhn's er ejet af den familieejede norske koncern Agra, der også ejer Graasten Salater og Langelænder Pølser.

Tidligere på måneden modtog Stryhn's DIs produktivitetspris. DI fremhævede virksomheden som en rollemodel:

- Stryhn's er med sine flotte resultater en rollemodel for andre virksomheder, der vil forbedre produktiviteten. Virksomheden har med sin indsats løftet produktiviteten så meget, at det væsentligt bidrager til at sikre Stryhns fremtidige konkurrenceevne, skriver DI.

Danske arbejdspladser i Danmark

Forbundsformand Ole Wehlast, der aflagde virksomheden besøg sammen med afdelingsformand for Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øerne Henrik Tonnesen og folketingsmedlem Ole Hækkerup (S), ser også gerne, at andre virksomheder lader sig inspirere af Stryhn's:

- Stryhn's er jo et skoleeksempel på, at det sagtens kan betale sig at drive en fødevarevirksomhed i Danmark. I mine øjne gør Stryhn's det helt rigtige; de satser på kvalitet og højt forædlede fødevarer. Det er netop den type fødevarer, vi er blandt verdens allerbedste til at producere. Jeg håber, at flere danske fødevarevirksomheder lader sig inspirere af Stryhn's forretningsmodel, siger Ole Wehlast.

Afdelingsformand Henrik Tonnesen glæder sig over, at Stryhn's ikke er den eneste fødevarevirksomhed, der inden for den senere tid har besluttet at satse på en fremtidig produktion på Sjælland:

- I august sidste år besluttede småkagefabrikken Bisca i Stege, at de bliver i Stege fremfor at rykke produktionen til Polen, der ellers var på tegnebrættet. Det er utrolig positivt for hele regionen, at nogle af de førende fødevarevirksomheder åbenlyst går efter at beholde produktionen i Danmark, siger han.

Stadig plads til forbedring

Folketingmedlem Ole Hækkerup brugte besøget til at indhente forslag til, hvordan politikerne på Christiansborg kan hjælpe fødevarevirksomheder:

- Vi har brug for at vide, hvad der rør sig ude i virkeligheden. Vi har et kæmpe ansvar, fordi det er os, der tegner rammerne for den danske produktion. Det er helt centralt for mig, at vi understøtter de danske fødevarevirksomheder, så vi beholde arbejdspladserne i Danmark og gerne få flere.

Administrerende direktør Kristian Kornerup opfordrede til, at der igen bliver kigget på de store bureaukratiske byrder, fødevarevirksomheder er underlagt.