Nyhed

Hver fjerde har set jobbet flytte ud af landet

Mange fødevarearbejdere har mistet jobbet, fordi virksomheden flyttede til udlandet for at spare lønkroner

Mange fødevarearbejdere har mistet jobbet, fordi virksomheden flyttede til udlandet for at spare lønkroner

Over 400 ansatte på Danish Crown i Faaborg har længe haft kniven for struben.

Tilbage i januar 2014 annoncerede Danish Crown, at de lukker i Faaborg og flytter produktionen til England.

Forleden fik de første 113 ansatte en fyreseddel og beskeden om at jobbet flytter over Nordsøen om otte uger.

Frygten for at jobbet flytter til udlandet er langt fra ubegrundet.

23 procent af fødevarearbejderne i Danmark har oplevet at miste jobbet, fordi arbejdspladsen flyttede hele eller dele af produktionen til udlandet.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Analyse Danmark blandt medlemmer af Fødevareforbundet NNF.

-Jeg forstår den frustration og bekymring som slagteriarbejderne går rundt med. Jeg synes Danish Crown burde bruge deres energi på at skabe arbejdspladser i Danmark, i stedet for at flytte dem til udlandet, siger Ole Wehlast, forbundsformand i Fødevareforbundet NNF.

8.000 slagterijob forsvundet på 10 år

Det er langt fra første gang, at Danish Crown er ude i større fyringsrunder.

Udover 113 fyringer i Faaborg, har 280 slagteriarbejdere i Ringsted for nyligt fået at vide, at de mister jobbet.

Siden 2005 er der lukket 14 slagterier og omkring 8.000 slagteriarbejdere har mistet jobbet i koncernen på lidt over 10 år. 

Samtidig har Danish Crown oprettet tusindvis af slagterijob i Tyskland, Polen og England.

- Der bliver færre og færre slagtesvin i Danmark, og det koster danske slagterijob. Der er brug for bedre politiske rammevilkår, så det bliver mere attraktivt at producere slagtesvin til de danske slagterier, siger Jim Jensen, forbundssekretær for slagterindustriområdet i Fødevareforbundet NNF.

Over halvdelen af slagteriarbejderne i Danmark er bekymret for at miste jobbet til udlandet.

Det viser en rundspørgen blandt medlemmer af Fødevareforbudnet NNF.

Bekymringen for udflytning er markant lavere for mejerister, bagere og ansatte i fødevareindustrien, hvor mindre end hver tredje er bekymret for jobbet.