Der skal ryddes op i afgiftssystemet i Danmark, så der bliver mindre bureaukrati og ulogiske afgifter. Sådan lyder det fra Fødevareforbundet NNF og erhvervslivet.
Er det rationelt, at der findes 10 forskellige punktafgifter for nødder?
Alene for mandler er der tre forskellige slags afgifter alt efter, om de er hele og med skal på, hele uden skal - eller hakkede.
Hvis der ikke er skal på, stiger afgiften til cirka det dobbelte, og hvis den så også bliver hakket, får afgiften et par kroner mere på.
Fødevareforbundet NNF er på linje med Dansk Erhverv og Landbrug & Fødevarer, som begge opfordrer til en revision af de danske punktafgifter.
De mange og ofte indviklede afgifter koster mange administrative resurser hos de danske virksomheder.
- Jeg har for nyligt erfaret, at en kollega i branchen, der producerer flødeboller, må beregne, hvor mange gram af en hakket nød, der er på toppen. Det er en tidsrøver, og det er spild af tid. Vi sidder hver eneste måned og afregner disse mange afgifter, der skal afregnes senest 15 dage inde i den efterfølgende måned, siger Steffen Hansen-Nord, direktør i Nordlie Food A/S, som importerer specialiteter til butikker og catering.
Oprydning skal sikre bedre og fair konkurrence
Senest opfordrede Forbundsformand Ole Wehlast i marts til at rydde op i de særlige punktafgifter, der pålægges virksomhederne:
- På nogle områder er afgifterne for høje, og på nogle områder er de for uigennemskuelige. En del af det hele handler om forenkling. Der er en afgift for en mandel med skal, en anden afgift uden skal og en tredje afgift hvis den er hakket, siger Ole Wehlast.
Fødevareforbundet NNF er ikke principielt imod brugen af skatter og afgifter.
Særligt ikke når de bidrager til øget sundhed og lighed.
Derimod er det et problem, at afgifterne i dag er en udpræget negativ faktor for fødevareindustriens konkurrenceevne.
- Vi oplever i høj grad, at afgiftssystemet i dag skævvrider konkurrencen på tværs af lande i EU. Når det kommer til Danmarks eksport, er det en fælles interesse at sikre gode vilkår. Derfor forslår vi, at man gennemgår de danske skatter og afgifter, og kigger på de elementer, der gør mere skade end gavn, siger Ole Wehlast, forbundsformand for fødevareforbundet NNF.
Landbrug & Fødevarer og Dansk Erhverv har lanceret kampagnen #Ligefor, der sætter fokus på overimplementering og særregler i Danmark.
På #Ligefor kan du læse flere eksempler på skæve afgifter.