Foto af Ole Wehlast er tilfreds med de nye eksportinitiativer fra fødevare- og handelsministeren
Nyhed

Ministre vil fyre op under dansk fødevareeksport

Hele verden skal nyde godt af danske fødevarer. Men vi skal ikke bare eksportere mere, vi skal også eksportere bedre. Derfor har fødevareministeren i dag fremlagt en ny eksportstrategi.

Hele verden skal nyde godt af danske fødevarer. Men vi skal ikke bare eksportere mere, vi skal også eksportere bedre. Derfor har fødevareministeren i dag fremlagt en ny eksportstrategi.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) og Handels- og Udviklingsminister Mogens Jensen (S) præsenterede i dag en plan for, hvordan eksporten af danske fødevarer kan øges. Nøgleordet er at øge kendskabet til danske fødevarer.

I alt peger strategien på 19 indsatsområder, der på forskellig vis kan bidrage til at øge eksporten af danske fødevarer.

- Vi er i verdens absolutte superliga, når det gælder fødevaresikkerhed. Koblet med vores udbud af kvalitetsfødevarer og bæredygtige løsninger skal det skaffe os adgang til nye fødevaremarkeder, skriver de to ministre blandt andet, i en kronik i Berlingske hvor de præsenterer strategien.

Eksport af tanken om den gode mad

Forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast er tilfreds med, at strategien fokuserer på kvalitet og bæredygtighed:

- Jeg er enig i, at det i høj grad bliver bæredygtige løsninger, der bliver en konkurrencefordel fremover. Men jeg vil gerne gøre opmærksom på, at bæredygtighed ikke kun er miljø og dyrevelfærd. Det har også en social dimension. Udnyttelse af arbejdskraften og social dumping kan virke ødelæggende for de danske virksomheders ry. Derfor ser jeg frem til, at den enestående arbejdskraft og de samarbejdstraditioner, vi har i Danmark, også bliver en del af den historie om de danske fødevarers kvaliteter, der skal sælge produkterne til den globale middelklasse.

Og så håber han naturligvis, at strategien også vil bidrage med flere danske arbejdspladser:

- Jeg ser med tilfredshed, at strategien forudser en stigende beskæftigelse i klyngen. Og så kan jeg jo med glæde konstatere, at fødevarernes rolle i Danmark igen får anerkendelse. Hvis politikerne spiller deres kort ordentligt, så udgør dansk fødevareproduktion et guldæg, som på mange forskellige måder kan bidrage til vækst og beskæftigelse i Danmark.