Som Danmarks eneste møllerlærling får 24-årige Jonas Hejlesen en specialuddannelse til møller
Den nu 24-årige Jonas Hejlesen har aldrig troet, at han en dag skulle lære et gammelt håndværk.
- Det lå i luften, at jeg skulle studere, lige som mange af mine kammerater. Derfor kom jeg - efter tre år på HTX - på universitetet og begyndte at studere industriel design. Det er spændende, men jeg følte alligevel, at det ikke var mig. Så da jeg havde taget en bachelor sagde jeg studierne farvel, fortæller Jonas Hejlesen, der var parat til at starte et nyt liv med et andet arbejde.
- Mine forældre kender familien Ussing Larsen, der ejer bageriet Aurion. Jeg har da også besøgt bageriet på et tidspunkt, men vidste egentligt ikke så meget om baggrunden og hvad de lavede på Aurion, da Jørn Ussing Larsen ringede og tilbød mig et arbejde. Jeg skulle hjælpe til forskellige steder. Og det sagde jeg ja tak til.
Jonas Hejlesen fattede imidlertid hurtigt interesse for arbejdet i mølleriet.
Godt hjulpet på vej
- Jeg blev hjulpet godt på vej af den "gamle" møller, Bjarne Nielsen, der satte mig ind i de forskellige arbejdsgange. Det var virkelig interessant, specielt når man tænker på det grundlag, som Aurion bygger på.
Jørn Ussing Larsen kunne mærke, at den unge Jonas havde stor interesse for sit arbejde og besluttede at tilbyde ham at komme i lære som møller.
- Mølleruddannelsen blev afskaffet for mange år siden i takt med, at de danske møller blev nedlagt. Men jeg føler, at vi har pligt til at oplære nogle unge i faget. Der skal være nogen til at tage over, når vi gamle går på aftægt. Derfor har vi også forsøgt at skræddersy en uddannelse, som passer ind i nutiden.
Jonas Hejlesen tager uddannelsen til industrioperatør, hvor han skal på skole fire gange seks uger.
Det sker på Tech College og AMU i Aalborg. Hertil kommer, at man har planlagt nogle specialkurser inden for mølleri.
Nogen til at tage over
- Desværre er trenden, at alle i dag skal have en højere uddannelse, selv om der også er meget brug for unge, der er kloge og som kan håndens arbejde. Ellers er der jo ingen til at tage over, når vi gamle stopper.
Med i Jonas Hejlesens uddannelse er også, at han skal lære de forskellige kornsorter at kende og vide, hvordan de fungerer.
På Aurion arbejder man således med 23 forskellige kornsorter.
- Det er vigtigt, når man vil være møller. Men det hører også med til uddannelsen, at man er problemknuser. Er man hurtigt kan lokalisere en fejl i møllen og sørge for, at den bliver rettet.
- Det er også vigtigt, at man er meget fleksibel og hurtigt kan lave en omstilling. Man skal altså ikke kun kunne bruge sine hænder rigtigt, men også sit hoved, så det er en krævende uddannelse Jonas er gået i gang med.
Jonas Hejlesen har ikke gjort sig mange tanker om, hvordan hans liv skal forme sig.
- Lige nu koncentrerer jeg mig om at lære. Jeg synes, det er sjovt. Det er det helt rigtige for mig. Det er spændende at lære et gammelt håndværk, siger han.