Foto af Chili-eventyr sikrede bagerlærling Helene Christensens læreplads
Nyhed

Chili-eventyret i Tårs

I januar var Tårs Bageri tæt på at lukke. Det ville betyde, at lærlingen, Helene Christensen, skulle færdiggøre sin uddannelse et andet sted. Men sådan gik det ikke: Et eventyr med chili i kager har vendt op og ned på arbejdet i bageriet

Tårs Bageri var meget tæt på at lukke, da man lancerede tudekiks, dræbersnegle, Congovræl og ildkugler: kager med chili

Tudekiksene lever fuldt ud op til deres navn. Man får simpelthen tårer i øjnene af den stærke smag af chili.

- Så skal du smage en dræbersnegl. Det er en kage, der virkelig vil noget, siger bagersvend Kjeld Krogh, mens han er i gang med at lave dagens portion af hindbærsnitter.

- Ellers kan du tage en ildkugle eller et Congovræl. De er ikke så stærke, siger bagerlærling Helene Christensen med et smil, og forklarer, at "vræl" i Congovræl er det vendsysselske udtryk for gråd.

Tårs Bageri var i begyndelsen af året meget tæt på at lukke. Specielt i december og januar var omsætningen faldet drastisk.

- Det skulle nærmest et lille mirakel til for, at vi kunne overleve. Og miraklernes tid er altså ikke ovre, siger bagermester Knud Holm, 50, mens han fortæller om chili-eventyret på Tårs Bageri, bageriet, hvor han blev udlært.

- Jeg havde i fjernsynet set små film med amerikanske marinesoldater, der eksperimenterede med stærke chilifrugter, bl.a. i kager. Det var før Chili-Klaus for alvor bragede igennem med sine små tv-klip, hvor han spiser stærke chilier med kendte personer.

Den første succes: tudekiksen

Knud Holm eksperimenterede en del, men fandt først den perfekte - tudekiksen - da han lavede en dej, som til hindbærsnitter, med halv hvede og halv fuldkornshvede. Og så brugte han smør i stedet for margarine og toppede med finthakket chili.

- Man får den søde smag af smør og den stærke fra chilien. Det er en god kombination.

Herefter fulgte dræbersneglen, en kage lavet af butterdej, som de gammeldags øretæver, men hvor kanelen er skiftet ud med friskhakket chili og glasuren tilsættes chili-sirup. Congovræl er tudekiks med chokolade og ildkuglerne romkugler med chili-sirup.

- Og så er der rugbrødschips. Det er skiver af rugbrød, der er penslet med olivenolie og drysset med chilisalt.

Efter, at produkterne med chili var præsenteret i fjernsynet, gik det stærkt.

- Det var begyndelsen af chili-eventyret, og redningen for Tårs Bageri, fortæller Knud Holm, der blev så grebet af succesen, at han begyndte at eksperimentere med salt tilsat bl.a. hvidløg og/eller chili.

- Saltet er blevet vores største salgssucces. Vi sælger til hele landet. I første kvartal solgte vi i underkanten af 50 kilo.

Køber mere brød og kager

Salget af chili-produkter har haft den sidegevinst, at kunderne også køber mere brød og flere kager i Tårs Bageri.

- Når man køber et af chili-produkterne, så skal man også lige have et friskbagt rug- eller franskbrød eller måske kage med hjem. Det er den bedste markedsføring, vi kan få. For så er vi næsten sikre på, at kunderne kommer igen. De kan smage, at brødet kommer fra en håndværksbager.

Kunderne til chili-produkterne kommer fra en stor del af Vendsyssel, men man sender også via bestilling på mail eller Facebook.

Lærling Helene Christensen siger, at der ikke er tale om kager, som man nyder til en kop kaffe.

- Så får man i alle tilfælde en mærkelig smag i munden. Jeg vil tro, at folk mest nyder dem til en kold øl, siger hun.

Tid at puste ud

Helene Christensen, der er 21 år, begynder snart på tredje år som lærling og hun er glad for, at hun ikke skulle skifte lære plads midt i det hele, hvis bageriet var lukket.

- Jeg tror, at man lærer mest af at være i et mindre bageri. Jeg får lov til rigtig meget - også være med til at lave produkterne med chili. Det er dog mester, der står for at snitte chilierne og svendene, der prøvesmager. Det er lidt for stærkt til mig, siger hun.

Foruden Helene Christensen og Kjeld Krogh er Anders Christensen ansat som mestersvend.

- Fortsætter det på denne måde, så får jeg brug for flere medarbejdere, for vi har virkelig travlt. Men i øjeblikket er det slut med at lave nye produkter med chili. Der skal også være tid til at puste lidt ud, siger Knud Holm, der også sælger friske chilier i butikken.