Nyhed

Radioklynk: Lemvig-bager dropper dygtig bager

Aagards Bageri i Lemvig klagede over mangel på arbejdskraft. Men bageriet er ikke vendt tilbage efter Fødevareforbundet NNF sendte kvalificeret arbejdskraft

Aagards Bageri i Lemvig klagede over mangel på arbejdskraft. Men bageriet er ikke vendt tilbage efter Fødevareforbundet NNF sendte kvalificeret arbejdskraft

Danske bagere er dovne og dårlige. Sådan lød det i forrige uge fra Aagaards Bageri i Radio24Syv. Lemvig-bageren klagede sin nød over ikke at få ansøgninger til en stilling som bagersvend i butikken.

24 timer senere sendte Fødevareforbundet NNF et dygtig bagersvend med mange års erfaring og fik sat en jobsamtale i stand.

Nu mere end en uge efter jobsamtalen, har bagersvenden stadig intet hørt fra Aagaards Bageri.

- Vi har ikke helt taget stilling til om vi ansætter ham. Han nærmer sig efterlønsalderen og har ikke arbejdet om natten i mange år, siger Ulla Aagaard, ejer af Aagaards Bageri. 

Selvom bageriet ifølge Ulla Aagaard ikke har besluttet om de vil ansætte bagersvenden, har de alligevel valgt, at lukke den ene afdeling og sagt udsalget op. 

- Vi gider simpelthen ikke mere. Vi har haft tre forskellige bagere inde, og den ene er mere elendig end den anden. Det bliver jeg desværre nødt til at sige, siger Ulla Aagaard. 

Den udmelding vækker harme hos Fødevareforbundet NNF Midt-Vestjylland.

- Det er hykleri af værste skuffe, når en arbejdsgiver brokker sig over mangel på kvalificeret arbejdskraft, og så ikke engang gider at vende tilbage med et ja eller nej efter en jobsamtale. Og det er jo aldersdiskrimination, hvis man vælger ansøgere fra på grund af alder, siger Steen Hartmann, afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Midt-Vestjylland.

Useriøs arbejdsgiver skader branchen

Hvorfor gå til medierne og brokke sig over manglende arbejdskraft, hvis man slet ikke vil ansætte nogen?

Det undrer afdelingsformanden i Fødevareforbundet NNF Midt-Vestjylland sig over. 

- Vi sendte en ledig bagersvend ud med mange års erfaring, men uden at få en tilbagemelding. Det virker som om, de slet ikke var interesserede i at besætte stillingen, men udelukkende at få en platform til at brokke sig, siger Steen Hartmann.

Det gavner ingen, når en arbejdsgiver anklager et helt fag for at være dovne og inkompetente lyder det fra Steen Hartmann. 

- Det er en hån mod vores medlemmer, når en arbejdsgiver først beskylder bagersvendene for at være dovne og uduelige, og så ikke slet ikke tager vores ansøger alvorligt. Jeg synes faktisk at den slags useriøse arbejdsgivere skader branchen.