Vi går i kødet på nye udfordringer. Det budskab er i dag at finde i fynske medier. Ny kampagne skal skaffe de fyrede medarbejdere fra Tulip i Faaborg videre i nyt job
Den 19. december er sidste produktionsdag for Tulip i Faaborg. Der er stadig cirka 25 medlemmer af Fødevareforbundet NNF der mangler nyt job.
Nu er en kampagne så sat i søen, som skal skaffe arbejde til Tulip-medarbejderne.
Under overskriften "Vi går i kødet på nye udfordringer" vil kampagnen have erhvervsdrivende, der mangler stabil arbejdskraft, i tale. Medarbejderne hos Tulip har nemlig et godt omdømme.
- Vi er kendt for at møde hver dag og vi er gode til at tage fat, fortæller Morten Jensen, der er tillidsrepræsentant og jobbankbestyrer og skal hjælpe kollegerne videre i nyt arbejde.
Kampagnen kommer særligt til at bestå af annoncer i lokale fynske medier.
Ryger videre til fødevareindustri
Da lukningen blev varslet var det samlet set 63 medarbejdere, der stod til at blive afskediget.
Siden da har 27 fundet nyt arbejde, primært på Fyn.
Det er både medlemmer af Fødevareforbundet NNF og andre faggrupper.
Det er særligt mindre industrivirksomheder der arbejder med fødevarer, hvor Tulip-medarbejderne nu skal slå deres folder, i for eksempel chokolade- og tobaksindustri og indenfor mejeri.
Det er ikke tilfældigt, at det lige er fødevareindustrien, der aftager mange af Tulip-medarbejdere.
- Udover vi har et ry for at være hårdtarbejdende, så kan vi også arbejde systematisk og vi kan fødevarekontrollen til fingerspidserne. Så det er gode folk, der kan gå lige ind i rytmen, siger Morten Jensen.
Cirka 25 medlemmer af Fødevareforbundet NNF mangler stadig nyt arbejde.
- Det er selvfølgelig mange, men jeg tror og håber på vi får alle videre. Lige nu går det faktisk rigtig fint, og folk kommer nok også forrest i køen, siger Morten Jensen.
Har du et job på hånden?
Vil du høre mere om medarbejderne fra Tulip i Faaborg? Måske står du med et job på hånden der skal besættes eller kender en arbejdsgiver der er på jagt efter nye medarbejdere?
Kontakt jobbankbestyrer Morten Jensen på telefon 21 78 23 64 eller mail moje@tulip.dk og få en snak om hvilke kompetencer Tulip-medarbejderne har.
Du kan også udfylde formularen herunder. Så bliver du kontaktet.