Foto af – Mister Smiley skal helst vende tommelfingeren opad, siger arbejdsmiljørepræsentant Jytte Willumsen.
Nyhed

Tommelfingeren skal vende op

På intranettet på Kelsen kan de ansatte hver dag følge Mister Smiley, om der er sket arbejdsulykker

På intranettet på Kelsen kan de ansatte hver dag følge Mister Smiley, om der er sket arbejdsulykker

Medarbejderne på småkagefabrikken Kelsen i Nr. Snede kan på det interne intranet følge, om der er sket arbejdsulykker eller såkaldte "nær ved ulykker". En figur, som ikke har noget navn, men som arbejdsmiljørepræsentant Jytte Willumsen kalder for Mister Smiley, vender nemlig tommelfingeren op, hvis der ikke er sket noget. Og ned, hvis der er.

- Antallet af arbejdsulykker er faldet de senere år, og det skyldes flere ting. Først og fremmest ser medarbejderne mere seriøst på arbejdsmiljøet end tidligere. Og for det andet er der på Kelsen gjort et meget stort arbejde for netop at informere mere og bredere om arbejdsmiljøet i det hele taget, siger Jytte Willumsen.

Klappe på skuldrene

- Når Mr. Smiley vender tommelfingeren op har vi god grund til at klappe hinanden på skuldrene og sige, at vi har været gode - ikke blot ved hinanden, men også ved os selv. For, siger Jytte Willumsen, det betyder rigtig meget, at man er glad for at komme på arbejde og glad, når man tager hjem til sin familie.

Sygefraværet er også faldet. Hvis det i 14 dage er under fem procent vanker der sodavand eller rundstykker. Og har sygefraværet været under 5,6 procent i et kvartal, betydet det gratis frugt hver dag til samtlige medarbejdere det næste kvartal.

- Det kan ikke sættes lighedstegn mellem arbejdsmiljø og sygefravær. Influenza er jo ikke på grund af dårligt arbejdsmiljø, men alligevel er der sammenhænge. En arbejdsulykke kan jo betyde fravær.

Nye ansigter

Produktionen af småkager i Nr. Snede er i sæsoner. Fra jul og frem til omkring 1. juli er det lavsæson, hvor der er 18 på hvert skift: dag, aften og nat. I højsæsonen stiger antallet af medarbejdere til omkring 200.

- Det betyder mange nye ansigter, men også en del gengangere. Arbejdsmiljørepræsentanterne har en snak med hver enkelt, hvor vi gennemgår en liste med punkter, der skal overholdes. Det kan være alt fra at bruge forskellige hjælpemidler til, hvordan man generelt opfører sig, siger hun.

Jytte Willumsen mener, at en af hendes vigtigste opgaver som arbejdsmiljørepræsentant er at råde og vejledige.

Sikker arbejdsplads

- Jeg hverken kan eller vil pålægge en kollega noget. Men jeg kan vejlede og råde, så sikkerhedsreglerne overholdes. Hvis reglerne overtrædes kan det få voldsomme konsekvenser for den enkelte, men her er kollegerne rigtig gode til at gøre opmærksom på, hvis én overtræder reglerne. Alle holder øjne og øre åbne. På den måde får vi også en række henvendelser om "Tilløb til ulykker". Det betyder en endnu bedre og mere sikker arbejdsplads, siger Jytte Willumsen.