Foto af Et ungt team står bag Løgstørvejens Bageri. Fra venstre Bjarne Vilsgaard, Pernille Jespersen, Rickie Langkjær Nielsen, Helle Timmermann og Daniel Thorsen. Bagersvend Heidi Lorentzen havde fri
Nyhed

Overlever på kvalitet

Det var først i fjerde forsøg bagersvendene Pernille Jespersen og Bjarne Vilsgaard fik accept fra en bank om at låne penge, da de ville købe Løgstørvejens Bageri i Randers

Det var først i fjerde forsøg bagersvendene Pernille Jespersen og Bjarne Vilsgaard fik accept fra en bank om at låne penge, da de ville købe Løgstørvejens Bageri i Randers

Da bagersvendene Pernille Jespersen og Bjarne Vilsgaard første gang for tre år siden besøgte det lukkede Løgstørvejens Bageri i Randers, vidste de, at det var her, de ville skabe deres egen forretning.

- Vi kunne mærke atmosfæren med det samme. Vi følte os virkelig hjemme, fortæller Pernille Jespersen og Bjarne Vilsgaard, der den gang kun var 21 år. Og det mente en del bankrådgivere var en meget ung alder at blive selvstændige i.

- Det var først i fjerde forsøg vi fik et "ja", nemlig i Østjysk Bank.

Pernille og Bjarne er i dag begge 24 år. Han er uddannet hos Vils Bageri på Mors og arbejdede nogle måneder hos Guldbageren i Grenå, inden han og Pernille købte bageriet i Randers. Hun er uddannet i Bacheriet i Allingåbro, og de to lærte hinanden af kendte på bagerskolen på Holstebro Uddannelsescenter.

Drømmen

- Noget af det første Bjarne fortalte mig var, at han havde en stor drøm om at blive selvstændig. Efter vi blev kærester modnedes den tanke også hos mig, fortæller Pernille, der gennem sin daværende mester, Ulrik Bach, blev bekendt med, at Løgstørvejens Bageri i Randers var til salg.

- Det var altså en fælles drøm, der gik i opfyldelse, siger de.

Pernille var ikke ret langt henne i sin uddannelse, da hun kom til at stå for ansvaret for konditorkagerne.

- Det er det, jeg aller helst vil, siger hun.

Bjarne har siden han kom i lære haft et udpræget konkurrence-gen. I 2010 fik han således bronchemedalje ved Danmarksmesterskaberne for unge bagere. Det førte ham til de europæiske mesterskaber året efter i Svejts, hvor han blev Europamester i bløddej. I 2012 var han på det danske bagerlandshold til Coupe d'Europe i Holland, hvor de høstede en bronchemedalje.

Kvalitet og pris

- Konkurrencerne er lagt på hylden. I alle tilfælde i øjeblikket. De medaljer, der drejer sig om i dag, er dem, vi sælger i butikken, siger Bjarne.

På Løgstørvejens Bageri går det unge team meget op i kvalitet og vil ikke konkurrere på pris.

- Pris og kvalitet hænger meget sammen. Det er kvaliteten og det brede udvalg, der har gjort, at vi driver en sund forretning. Kvalitet og kærligheden til håndværket bliver nærmest banket ind i vores lærlinge, siger Bjarne.

Lærlingene Helle Timmermann og Daniel Thorsen er glade for deres lærepladser.

- Vi får simpelthen lov til det hele. Og laver vi fejl, så er det en ommer, siger de.

- I de tre år, der er gået, har vi brugt tiden på at få en sund forretning op at stå. Der har ikke været så meget tid til at eksperimentere, men det kommer, siger de.

Ud af huset

I konceptet hører også, at man har en ovn i butikken, lige som der er åbent ind til konditoriet, så kunderne kan følge arbejdet.

- Det er i begyndelsen specielt, at kunderne kikkede ind, men i dag synes jeg det er hyggeligt, siger Pernille.

Bageriet leveret også en del brød og kager "ud af huset", bl.a. til 17 Kiwi-forretninger i Østjylland, en kiosk og en tankstation.

- Det betyder travlhed og arbejdsdagene kan være lange. Men vi er unge og har gå-på-modet. Det er det, der tæller, siger Pernille og Bjarne.

Læs mere i det kommende nummer af Substans, der udkommer midt i marts.