Snydt af kommunen: Ragnhild Bøgh blev ramt af kræft. Men hendes arbejdsgiver havde ikke indbetalt arbejdsmarkedspension, og derfor kunne hun ikke få 100.000 kroner i erstatning for kritisk sygdom
- Jeg har brystkræft.
Det var en hård besked som den 48-årige tidligere slagteriarbejder Ragnhild Bøgh skulle fortælle sin mand og seks børn en kold dag tilbage i august 2013. Oveni kemobehandling skulle hun også kæmpe med sin arbejdsgiver, Haderslev Kommune. For at få ret til 100.000 kroner i erstatning for kritisk sygdom, skal arbejdsgiveren betale arbejdsmarkedspension og det havde Haderslev Kommune ikke.
1.januar 2013 blev hun ansat i løntilskud på Sommersted Plejehjem i Haderslev Kommune. Tre måneder senere blev rengøringsjobbet fast 12 timer om ugen, og resten af ugen var hun plejer for en dement kvinde. Alligevel havde kommunen ikke indbetalt arbejdsmarkedspension.
- Set i bakspejlet skulle jeg have tjekket om min lønseddel var korrekt. Men jeg havde en naiv tro på, at kommunen havde styr på den slags. Så jeg vil gerne opfordre alle til at tjekke, om der er styr på pensionen, siger Ragnhild Bøgh.
Al energi suges ud af kroppen
Oven i en hård kemobehandling har Ragnhild sammen med Fødevareforbundet NNF kæmpet for at få arbejdsmarkedspension og en erstatning for kritisk sygdom.
- Al energi bliver suget ud af kroppen når man får kemobehandling. Det er ikke sjovt skulle slås med sin arbejdsgiver, når man i forvejen ligger ned med en livstruende kræftsygdom, siger Ragnhild Bøgh.
Efter måneders kamp endte Haderslev Kommune med at betale arbejdsmarkedspension til Ragnhild Bøgh, og i december 2013 fik hun 100.000 kroner. Pengene er blandt andet brugt til, at betale benzin for de op mod 150 kilometer om dagen hun har kørt til kemobehandling.
Kræft rammer hele familien
Kræftsygdommen har ikke bare ramt Ragnhild Bøgh. Hendes seks børn og mand har også været påvirket.
- Jeg er ikke den eneste der har været mærket af kræften. Mine børn og børnebørn har naturligvis været meget kede af det.
I dag er håret ved at vokse ud igen og kroppen får hver dag mere energi.
- Jeg håber at være helt frisk til sommer, men det er for tidligt at drømme om, hvornår jeg kan komme tilbage i arbejde, siger Ragnhild Bøgh.