Nyhed

Gratis tobak i pauserne

På Scandinavian Tobacco Group i Holstebro er et af personalegoderne, at medarbejderne har adgang til gratis tobak til hjemmerullede cigaretter. – Vi skal jo kontrollere det, vi laver, siger tillidsrepræsentant Orla Pedersen

På Scandinavian Tobacco Group i Holstebro er et af personalegoderne, at medarbejderne har adgang til gratis tobak til hjemmerullede cigaretter. - Vi skal jo kontrollere det, vi laver, siger tillidsrepræsentant Orla Pedersen

Et af personalegoderne på Scandinavian Tobacco Group i Holstebro er, at medarbejderne kan rulle og ryge de cigaretter, de har lyst til i pauserne - på firmaets regning. Men reglerne siger også, at man ikke må tage sine egne hjemmerullede cigaretter med på arbejde eller tage tobak med hjem.

- Det er selvfølgelig et tilbud, som mange tager imod, men på den anden side tror jeg ikke, at der er flere rygere hos os end på mange andre virksomheder. Man tvinges i alle tilfælde ikke til at ryge, selv om jeg personligt - som ryger - er glad for at være med til at kontrollere kvaliteten af vores produkter, siger tillidsrepræsentant Orla Pedersen.

På fabrikken har man specielle rygerum.

- Vi lever selvfølgelig op til lovens krav og har i mange år haft skrappere rygeregler end på mange andre virksomheder. For eksempel er der rigtig mange år siden, der blev røget i produktionen og på kontorerne. Det forbud havde vi indført længe før der kom lovgivning på området, siger fabrikschef Søren Ørskov.

Ikke holdbar udvikling

På tobaksfabrikken i Holstebro producerer man næsten udelukkende finskåret tobak til hjemmerullede cigaretter. Desuden har man en mindre produktion af snus og pibetobak.

Der er omkring hundrede ansatte på Scandinavian Tobacco Group i Holstebro, hvoraf de omkring 70 er i produktionen.

Derfor er man nu i gang med at opføre en ny fabrik i udkanten af Holstebro. Første etape bliver på 9500 kvadratmeter.

- Pladsen er simpelthen så trang, at der ikke er plads til en ny maskine, hvis vi ikke fjerner en gammel. Det er ikke en holdbar udvikling.

Bedst kvalificerede

Når man vælger at bygge i Holstebro frem for eksempelvis at flytte produktionen til udlandet, skyldes det ifølge fabrikschef Søren Ørskov, at medarbejderne er de bedst kvalificerede.

- Tobak er et nydelsesprodukt. Det betyder, at vi har strenge kvalitetskrav og dem sikrer vi bedst ved at have de rette medarbejdere. Og dem har vi i Holstebro, siger han.

Orla Pedersen og Yvonne Friis er tillidsrepræsentanter for medarbejderne, der er organiseret i Fødevareforbundet NNF.

- Samarbejdet med ledelsen kører fint, selv om der naturligt er punkter, hvor vi ikke er enige. Så går vi forhandlingens vej, for eksempel, når der skal laves nye lokalaftaler, siger de.

Da man omkring årsskiftet lukkede natholdet, blev medarbejderne således ikke fyret, men kom på dag- eller aftenholdet.

På fabrikken i Holstebro producerer man finskåret tobak til hjemmerullede cigaretter til hele det europæiske marked. Råtobakken importeres fra hele verden og forarbejdes kun i Holstebro.

Sendes til gasning

- Det er meget store sendinger, vi får hjem, gerne mange tons ad gangen, og det kommer ikke i produktionen, før det er tjekket flere gange. Eksempelvis er der bille-fangere i alle containere og der er bare én bille i en sending, sendes hele ladningen til gasning, fortæller Orla Pedersen.

Selv om langt den største del af produktionen er automatiseret, så foregår en del fortsat som håndværk.

- Tobak er et spændende materiale at arbejde med, og en stor del skal i hænderne, så man kan føle kvaliteten. Der skal snuses til det og i det hele taget skal produkterne kontrolleres mange gange, inden de forlader Holstebro. Det er bl.a. det, der er med til at gøre arbejdet så spændende, siger Orla Pedersen.

Investerer

Scandinavian Tobacco Group, der arbejder på verdensplan, har lagt en strategi, hvor man investerer i danske arbejdspladser. Man har således lavet et investeringsprogram på et trecifret millionbeløb i Danmark, der betyder udbygning af fabrikkerne i Nykøbing Falster og Assens samt etablering af den nye fabrik i Holstebro. Tilsvarende beløb investeres i Holland og Belgien.

Det betyder, at antallet af arbejdspladser i Danmark nu er oppe på omkring 500, hvilket svarer til en forøgelse på 17 procent siden 2010.

Læs mere i det kommende nummer af Substans, der udkommer midt i marts.