De ansatte på Sørwi i Aalborg er de første, der smager et produkt, som måske skal på markedet. Vender de tommelfingeren nedad, kommer det ikke videre
Medarbejderne på fødevarevirksomheden Sørwi i Aalborg har en kantineordning, hvor de får morgenmad, formiddagskaffe og frugt samt frokost. Her sker det flere gange, at de skal smage et nyt produkt, man har udviklet.
- Kundernes smag ændres hele tiden. Den er endda forskellig fra landsdel til landsdel. Derfor er vi hele tiden nødt til at forny os og finde nye produkter og smagsvarianter. De første, som smager dem, er de ansatte. Og de kan - og er - meget kritiske. Vi har hele tiden et par produkter under udvikling, men det er kun mellem to og tre, der når gennem nåleøjet om året. Hvis eksempelvis vores medarbejdere vender tommelfingeren nedad, så skrottes produktet, siger fabrikschef Lasse Martens.
Flagskibe
Rullepølserne og medisterpølsen er Sørwis to flagskibe.
- Alle danskere holder meget af rullepølse. Det er anderledes med medisteren. Den er meget populær i Vendsyssel, men lige så snart vi kommer syd for Hobro, så er Sørwis medister ikke så kendt.
Det er også meget forskelligt, hvordan folk modtager en ny smag. Op til jul lancerede man således to slags leverpostej, hvor den ene var krydret med nelliker og appelsin. Den gav nordjyderne bundkarakter, mens sjællænderne og folk i hovedstanden priste den meget højt.
- Derfor laver vi rigtig mange varianter. Vi producerer omkring to tons leverpostej om ugen i fire varianter, fordi en smag sælger godt et sted i landet, og en anden et andet sted. Inden for spegepølser har vi op til 30 varianter.
40 timers uge
- Vi ansætter helst faglærte slagtere, som kan gå ind på alle pladser i produktionen, siger Lasse Martens.
Tillidsrepræsentant Kurt Lykke for de omkring 25 i produktionen siger, at der er planer om at indføre 40 timers uge, men at det ikke er alle, der er begejstrede for ideen.
På Sørwi har man en målsætning om at vækste 20 procent om året, således man i 2014 kommer op på omkring 120 millioner kr. i omsætning.
- Det vil automatisk betyde, at der skal ansættes flere medarbejdere. Pladsen har vi, siger Lasse Martens.
Læs mere i det kommende nummer af Substans, der udkommer i marts.