Om en uge skal der være fundet en plan for Danish Crowns slagteri i Rønne, hvis det ikke skal dreje nøglen om. Men Danish Crown hænger i bremsen, mener Fødevareforbundet NNF
Den 16. januar 2014 fik de knap 200 medarbejdere på Danish Crowns slagteri i Rønne besked om, at der skulle findes i omegnen af 25 millioner, hvis slagteriet fortsat skulle eksistere.
Koncernen gav medarbejderne frem til den 1. juni 2014 - hvis ikke der var lagt en plan for at sænke omkostningerne på slagteriet inden den dato, vil det betyde en lukning af øens eneste slagteri.
Medarbejderne gik med det samme i krig for at finde besparelser, og det samme gjorde Bornholms Kommune og resten af øsamfundet.
Få uger efter den trælse meddelelse kunne medarbejderne fremlægge en plan for, hvordan besparelserne kunne opnås - vel at mærke uden, at det gik ud over medarbejdernes løn.
Nej, nej og atter nej
Men Danish Crown vendte tommelfingeren nedad og de sidste par måneder, har koncernen igen og igen afvist de spare muligheder, medarbejderne har fremlagt.
Til gengæld har den fabrikschef, der fik ansvaret for at finde de 25 millioner kroner på slagteriet, været ude i den bornholmske presse og give udtryk for, at den eneste måde millionerne kunne findes på, var ved at sætte medarbejderne ned i løn.
Et krav medarbejderne og tillidsrepræsentanten har afvist gang på gang.
Og nu den 1. juni kun en uge væk.
Bizart forløb
Forbundssekretær for slagteriområdet i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen har fulgt forhandlinger på Bornholm tæt, og han er rystet over den måde Danish Crown har grebet udfordringerne an på:
- Både medarbejderne og andres interessenter på øen har virkelig lagt sig i selen for at finde holdbare løsninger, men det eneste svar de har fået tilbage er et 'nej'. Samtidig er det heller ikke muligt at få et klart svar på, hvorfor det netop er 25 millioner kroner, der skal findes. Alt i alt har det virket som om, at det ikke har handlet om at finde besparelser, men snarere om at få medarbejderne til at gå med til lønnedgang, vurderer Jim Jensen.
½ øre afgør fremtiden
Medarbejdernes forskellige forslag kunne give besparelser på op til 17 millioner kroner, men dem har Danish Crown afvist med henvisning til, at det ikke er nok:
- De omkring 6-7 millioner kroner, der mangler, vil betyde en lavere notering til koncernens andelshavere på omkring ½ øre pr. kilo svin. Og det skal altså holdes op i mod, at en svineproducent i øjeblikket får omkring 12 kroner pr. kilo. Det er helt bizart, at Danish Crown holder 200 medarbejdere og en hel ø på pinebænken i månedsvis for et så lille beløb.
- Danish Crown har flere gange givet udtryk for, at det er "nødvendigt" at finde besparelserne, hvis slagteriet ikke skal lukke. Jeg forstår simpelthen ikke deres brug af ordet 'nødvendigt'. Når det en ½ øre mindre pr. kilo svin, der afgør om slagteriet skal fortsætte eller lukke, så er det for mig helt klart, at det ikke handler om økonomi, men om strategi. Og det er yderst frustrerende at se, hvordan vores medlemmer på Bornholm bliver brugt som gidsler i Danish Crowns indædte kamp mod vores lønsystem og den overenskomst, de selv har skrevet under på, forklarer Jim Jensen.