Arla Foods investerer over en milliard kroner i Danmark for at skabe endnu mere eksport. - Positivt, at de fleste penge i lokalområdet. Det sikrer arbejdspladser, siger faglig konsulent Karl Ovesen, Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland
Arla Foods investerer i år 2,2 milliarder kroner i øget og mere klimavenlig produktion på sine mejerier i over 10 lande. Over en milliard investeres i Danmark for at skabe endnu mere eksport. Heraf bruger man 950 millioner i det midt- og vestjyske område.
- Det er beviset på, at Vestjylland er vækstjylland inden for mejerisektoren. Det betyder virkelig meget for beskæftigelsen. De ansatte på Arla Foods virksomheder kan føle sig trygge i ansættelsen, siger faglig konsulent Karl Ovesen, Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland.
Han bakkes op af tillidsrepræsentant Karl Peter Tolderlund, Holstebro Flødeost, hvor der skal investeres 66 millioner i to nye tappelinjer og en ny lagerhal.
Sådan investeres i Midt- og Vestjylland
- Selv om de nye tappelinjer betyder en stor effektivisering, så tror jeg på, at en øget produktion genererer flere arbejdspladser. Det viser alle erfaringer, siger Karl Peter Tolderlund.
Således planlægger Arla Foods at bruge pengene i det midt- og vestjyske område:
Danmark Protein 726 millioner kroner.
Holstebro Mejeri: 50 millioner kroner.
Nr. Vium Mejeri: 39 millioner kroner.
HOCO i Holstebro: 30 millioner kroner.
Arinco i Videbæk: 27 millioner kroner.
Troldhede Mejeri: 18 millioner kroner.
Holstebro Flødeost: 66 millioner kroner.
Mejerichef Claus Nielsen, Holstebro Flødeost, ser frem til nyskabelserne.
- Vi er hele tiden i gang med nye tiltag. Senest har vi brugt mange ressourcer på at ændre emballagen fra et firkantet plastbæger til et bæger med runde hjørner. Det er i øjeblikket ved at blive testet af en kreds af forbrugere i Tyskland, og det meningen, at det nye design skal bruges til Arla Foods eget brand globalt. Vi producerer jo en del privat labels, men de skal fortsat være firkantede.
Stigende eksport til Tyskland
Når man har valgt Tyskland som test-land skyldes det, at det er her Holstebro Flødeost har den største fremgang. Alene i 2013 steg eksporten til det tyske marked med 10 procent svarende til 2000 tons om året.
Holstebro Flødeost producerer omkring 63.000 tons færdigvarer om året og med de to nye tappelinjer, der er planlagt, forventes produktionen af stige med 7000 tons.
- Det er en meget stor fordel, at Arla Foods har tre af sine store virksomheder liggende i Holstebro. Vi arbejder meget tæt sammen og kan udelukkende arbejde med helt friske råvarer. HOCO modtager råmælken og skiller fløde og mælkeproteiner fra. Fløden køres til Holstebro Mejeri, som producerer smør og Kærgården og overskuddet - kærnemælken - pumpes direkte ind i tankene på Holstebro Flødeost.
- Vi tilsætter dog blandt andet fløde og mælk i vores produkter, siger Claus Nielsen.
Vokse på den gode måde
Povl Krogsgaard, der er viceadministrerende direktør i Arla Foods, siger, at man bevidst har valgt at skrue op for investeringerne til mejerier, der laver produkter til eksport.
- Vores salg til vækstmarkederne uden for EU vokser hurtigt, og vi skal sikre, at vi kan følge med denne vækst i de kommende år. I Arla vil vi gerne vokse på den gode måde, og derfor investerer vi også over 125 millioner kroner i tiltag, der kan gøre vores produktion endnu mere bæredygtig og klimavenlig, siger han.
Den største enkeltinvestering i år er på 530 millioner kroner. Den går til det byggeri, der allerede er i gang, af et nyt laktoseanlæg ved Danmark Protein i Nr. Vium. Det skal fremstille højtforædlede laktose-produkter baseret på valle. Disse ingredienser skal blandt anet bruges til produkter inden for børneernæring og sælges over hele verden.
- Det er en meget vigtig investering. Børneernæringsprodukter er en meget eftertragtet vare specielt i Asien, siger han.
Tillidsrepræsentant Karl Peter Tolderlund ser frem til investeringerne på Holstebro Flødeost.
- Medarbejderne har siddet med i de grupper, der er omkring projektet, blandt med indretning af den nye lagerhal og, hvordan de nye tappelinjer kan installeres. Det er en stor fordel både for Arla Foods og de ansatte, fordi der bliver taget højde for et godt arbejdsmiljø, siger han.
Læs mere i det kommende nummer af medlemsbladet Substans.