Foto af Forbundsformand Ole Wehlast, Lars Løkke Rasmussen (V), formanden for de bornholmske landmænd Lars-Ole Hjorth-Larsen og Søren Gade fra Landbrug & Fødevarer, præsenterer kravet om flere slagtesvin pr. hektar op til vækstforhandlingerne - her på Folkemødet på Bornholm
Nyhed

Venstreforslag om flere slagtesvin vil skabe tusindvis af job

Fødevareforbundet NNF er ude med en klar opbakning til Venstres forslag: flere slagtesvin understøtter de gode rammevilkår regeringen har sikret for slagteindustrien og vil skabe tusindvis af job

Fødevareforbundet NNF er ude med en klar opbakning til Venstres forslag: flere slagtesvin understøtter de gode rammevilkår regeringen har sikret for slagteindustrien og vil skabe tusindvis af job

Op til forhandlingerne om en samlet vækstplan, foreslår Venstre at øge hvor mange slagtesvin landmændene kan opdrætte. I dag er det 1,4 slagtesvin pr. hektar jord, men det skal øges til 1,7 lyder forslaget.

Netop det forslag har Fødevareforbundet NNF gentagne gange bragt på banen og opbakningen til forslaget er helt klar.

- Den helt store udfordring for de danske slagterier er, at der simpelthen ikke er nok svin at slagte. Der er kæmpe efterspørgsel efter dansk svinekød og det her vil alt andet lige sikre flere svin - og derfor også flere slagteriarbejderjob - endda hvor vi tager hensyn til bæredygtighed og miljø, siger Ole Wehlast, forbundsformand for Fødevareforbundet NNF - fagforbundet for fødevarearbejdere.

Ole Wehlast forklarer:

- Vi skal sikre gode danske job på slagterierne. Det her kan skabe flere tusind job på ganske få år og vil ikke øge miljøbelastningen synderligt. Rigtig mange landmænd står klar til at producere svin og rigtig mange slagteriarbejdere står klar til at tage imod dem.

Fødevareforbundet NNF anslår, at en øget grænse fra 1,4 til 1,7 slagtesvin pr. hektar jord kan give cirka to millioner ekstra slagtesvin om året, hvilket vil skabe flere tusind job i fødevareindustrien.

Med regeringens Vækstplan for Fødevarer er rammevilkårene forbedret betragteligt for de danske slagterier. Dagens forslag er at føre den positive udvikling videre, lyder det fra fagforbundet.

- Regeringen har forbedret rammevilkår for slagterierne og fødevarebranchen markant med Vækstplan for Fødevarer. Der er blandt andet åbnet op for finansiering til landmændene. Dagens forslag sikrer, at der så også er noget at investere i. Derfor håber jeg regeringen vil tage vel imod Venstres forslag, siger Ole Wehlast.

Fødevareforbundet NNF har gentagne gange foreslået at øge grænsen for svin pr. hektar jord, blandt andet sammen med Landbrug & Fødevarer.

I et åbent brev til Erhvervs- og Vækstminister Henrik Sass-Larsen, har Fødevareforbundet NNF sammen med borgmesteren for Bornholms Regionskommune Winni Grosbøll tidligere peget på, at et øget antal svin pr. hektar kan fremtidssikre slagteindustrien.