Da bageriet Aurion skulle ansætte ny medarbejder var over halvdelen af ansøgningerne fra udlændige - Det chokerer, siger direktør Jørn Ussing Larsen
Direktør Jørn Ussing Larsen, bageriet Aurion, blev chokeret, da han fik ansøgninger på en jobannonce, man havde lagt på nettet.
- Vi søgte en bagersvend, og over halvdelen af dem, der var interesseret i jobbet, var udlændinge. Vi fik ansøgninger fra bl.a. Estland, Polen, Kroatien, selv England. De var alle meget ivrige og flere skrev, at de gerne arbejdede for minimallønnen. Hertil kom ansøgningerne fra danskere. Nogle var ledige, mens andre var i arbejde.
- Den tendens er meget skræmmende, og her ligger en stor udfordring for den danske bagerstand. Ellers er jeg bange for, at landet oversvømmes med udenlandske arbejdskraft. Den danske bagerstand er truet, siger Jørn Ussing Larsen, der valgte en bagersvend fra Hjørring til jobbet.
Den beslutning er tillidsrepræsentant Lone Villadsen godt tilfreds med.
Specialprodukter
- På en arbejdsplads, som Aurion med utroligt mange specialprodukter, er det vigtigt, at man kan tale dansk. Og så skal man selvfølgelig også have kvalifikationerne, siger hun.
På vej mod sit 40 års jubilæum kan man i Aurion se tilbage på det bedste regnskabsår i virksomhedens historie. Omsætningen steg i 2012/13 markant til 36,5 millioner kr., mens resultatet før skat endte på 1,5 millioner kroner. Samtidig blev 2012/13 det første år med et glidende generationsskifte mellem grundlæggeren Jørn Ussing Larsen og adm. direktør Brian Tholstrup Nybo.
- Vi har utroligt dygtige og loyale medarbejdere, som virkelig gør en stor indsats. Det er bl.a. dem vi kan takke for, at det går så godt. For, siger Jørn Ussing Larsen, alle vores produkter er specielle og kvaliteten skal være i top hver gang. Og det kræver virkelig dygtige og engagerede medarbejdere.
Tages med på råd
Aurion er et økologisk og biodynamisk bageri med rødder tilbage til 1974 og i dag med 35 ansatte. Bageriet har lanceret en stor del af de gamle kornarter i Danmark, bl.a. spelten i 1992. I dag indgår 23 kornsorter og frø i sortimentet, hvilket er et af de største i Europa.
Tillidsrepræsentant Lone Villadsen siger, at medarbejderne er velkommen til at komme med ideer til nye produkter og forbedring af arbejdsgangene på Aurion.
- Når vi nu går i gang med en tilbygning på 1100 kvadratmeter, som bl.a. skal indeholde en ny glutenfri produktionsenhed, er medarbejdere kommet med ønsker om eksempelvis, hvor maskinerne skal stå og lignende. Det er for at sikre et godt arbejdsmiljø. Vi glæder os meget til at få mere plads, for den er meget trang i dag, siger hun.
Bageriet sælger sine produkter til 160 butikker, helsekostforretninger og kæder rundt om i landet. Eksempelvis bager man omkring 4000 brød om ugen.
Den største succes i øjeblikket er imidlertid grød, som laves i 15 varianter.
- Vi er nødt til at følge trenden, og ikke bare sidde i et hjørne og følge udviklingen. Derfor er vores grødblandinger blevet så populære. Men vi har også haft stor stigning inden for glutenfri. Flere og flere danskere får allergi over for gluten, og jeg tror, det skyldes, at danskerne i dag spiser langt mere hvidt brød i stedet for rugbrød, siger Jørn Ussing Larsen.
Sunde boller til hunde
På Aurion får en jævnligt forespørgsler på nye produkter.
- Folk kan komme med de mest vilde ideer, og vi fejer ikke en ide af bagerbordet før den er gennemtænkt og måske prøvebagt. Vi vil hver gang leve op til vores fokus om åbenhed, udvikling og troværdighed. Seneste idé er således en fiberholdig, økologisk bolle til hunde! Men der er ikke taget stilling til, om den kommer i produktion, siger Jørn Ussing Larsen.
Tillidsrepræsentant Lone Villadsen siger, at den største udfordring for medarbejderne i øjeblikket er pladsen. Eller rettere: mangel på plads.
- Problemet ligger i at følge med, når vi har så lidt plads. Det kan godt give lidt gnidninger. Men også - i bogstaveligste forstand - et meget tæt samarbejde, siger hun.
På Aurion har man overskudsdeling. Sidste år fik medarbejderne således 76.000 kr. til deling. Omsætningen var i sidste regnskabsår 37 millioner kroner, og man forarbejder 2200 tons økologisk korn om året. 95 procent dyrkes i Danmark. Man leverer til 160 butikker i Danmark og udvider både sortimentet og antallet af kunder hele tiden.