Nyhed

Sjælden guldmedalje til bagerlærling

Andreas Brink Petersen er med i en eksklusiv klub af bagerlærlinge, der har fået den højeste karakter, en guldmedalje for sin svendeprøve

Andreas Brink Petersen er med i en eksklusiv klub af bagerlærlinge, der har fået den højeste karakter, en guldmedalje for sin svendeprøve

Gertz Danish Bakery i Horsens har grund til at være stolte for tiden.

Når der bliver sendt brød over disken i Horsens, er det lavet af en kommende guldsvend.

Andreas Brink Petersen fik nemlig en guldmedalje til sin bagersvendeprøve.

Han har som kun den femte bagerlærling nogensinde fået en guldmedalje for sin svendeprøve.

Det er den højeste udmærkelse man kan få ved svendeprøven.

Når en lærling går til svendeprøve og består, kan han/hun få fem forskellige karakterer: bestået, bestået med ros, bronze-, sølv- eller guldmedalje:

- Andreas Brink Petersen har en enorm passion for faget, og det får han nu velfortjent anerkendelse for. Branchen har hårdt brug for dygtige fagfolk som Andreas Brink Petersen - der til enhver tid kan lave det perfekte brød som forbrugeren vil køre lidt ekstra for at købe, siger Flemming Mogensen, forbundssekretær i Fødevareforbundet NNF.

Han var i Horsens på vegne af Det Faglige Fællesudvalg for bager- og konditorfagene for at overrrække Andreas Brink Petersen guldmedaljen. 

Efter sommerferien er Andreas Brink Petersen færdig som lærling og kan kalde sig bager-guldsvend. Men en guldmedalje i lommen forpligter:

- Husk at der med en sådan anderkendelse også følger et stort ansvar - nemlig at viderebringe den faglige stolthed og kunnen til den næste lærling. Faglig stolthed er det bagerfaget skal leve af i fremtiden, sagde Flemming Mogensen til Andreas Brink Petersen ved overrækkelsen.