En mentor-ordning på Odense Marcipanfabrik har betydet, at den nu tidligere misbruger, 42-årige Morten Jakobsen, er begyndt et helt nyt liv
Morten sad længe og stirrede på skriften på papiret. Han læste ordene og tallene igen og igen. For første gang i mange år sad han med det synlige bevis på, at han havde tjent sine egne penge.
- Det var en helt fantastisk følelse at sidde med sin lønseddel. En ting var, at jeg havde arbejdet for pengene - en anden, at jeg fik følelsen af, at jeg var værdsat. Jeg var ikke længere Morten, som blev forsørget af det offentlige. Jeg var Morten, der havde et fast arbejde, var værdsat, og tjente mine egne penge.
42-årige Morten Jakobsen fra Odense er startet på det, han betegner som et helt nyt liv. Han er tidligere misbruger, men hans liv er nu vendt 180 grader. Han har sagt farvel til hashen og god dag til marcipanen. Efter seks år som kontanthjælpsmodtager og et dagligt misbrug af hash, har Morten kæmpet sig frem til en fast stilling i pakkeriet på Odense Marcipanfabrik.
- Det er virkelig en solstrålehistorie, siger hans mentor, tillidsrepræsentant Lykke Andersen fra Odense Marcipanfabrik.
Det sociale ansvar
Virksomheden har altid taget et socialt ansvar, og ansat medarbejdere med mindre handicaps, i fleksjob og så videre. Men systemet var svært at styre. Derfor sagde man på Odense Marcipanfabrik ja til at gå med i et projekt sammen med Odense Kommune. Det primære var - og er - at mentorer på fabrikken skal coache og vejlede de personer, der visiteres til at være med i det 13 uger lange projekt.
På Odense Marcipanfabrik har man uddannet fem mentorer. Lykke Andersen er en af dem.
- Jeg følte det, som min pligt at melde mig, fordi jeg er tillidsrepræsentant. Men så sandelig også, fordi jeg mener, at det er et utroligt spændende projekt.
Morten Jakobsen blev den første misbruger Lykke Andersen skulle være mentor for. Hun kendte hans forhistorie og var lidt nervøs for, hvordan det skulle gå. Men det skulle have en chance. En meget stor chance.
Morten vidste, at det var en af hans sidste muligheder for at komme på ret køl igen. Han er uddannet plastmager, men har arbejdet med forskelligt gennem sit liv.
Og så var Morten misbruger. Han har røget hash, siden han var 16 år.
Passe heste eller pakke marcipan
- Jeg har sjældent været på en arbejdsplads lang tid ad gangen. Jeg er nok lidt specielt, og kunne finde på at sige til en kollega, som måske havde været på arbejdspladsen i 30 år, at han burde gøre sit arbejde på en anden måde. Det ved jeg godt, at man ikke skal, fortæller Morten, der havde været på kontakthjælp i seks år, da han fik to tilbud at vælge imellem af sin jobkonsulent: Enten skulle han gøre rent i en hestestald eller også skulle han med i et projekt på Odense Marcipan.
- Det var i vinteren 2012/2013 og jeg valgte selvfølge Odense Marcipan. Men jeg ville ikke begynde med det samme. Jeg skulle have tre måneder til at vænne mig til tanken.
Morten havde nemlig lavet en aftale med sig selv: fra den ene dag til den næste kvittede han hashen.
- Det er nok, som en alkoholiker, der tager en kold tyrker. Men jeg vidste, at hvis jeg ikke klarede dette projekt, så var mulighederne for et nyt liv nok udtømte.
Mortens mentor, Lykke Andersen, siger, at hun og de andre mentorer er vant til at møde mange nye mennesker på arbejdspladsen, fordi Odense Marcipan bruger mange sæsonarbejdere.
Det gik godt for Morten
- Dette projekt var nyt og anderledes. Vi mentorer blev dog klædt rigtig godt på og har gennem hele forløbet haft et fortrinligt samarbejde med jobcentrene og Odense Kommune, siger hun.
Morten skulle i starten arbejde fire timer om dagen i pakkeriet, og vidste, at det blev en meget stor udfordring. Men han faldt rigtig godt til og efterhånden øgedes hans daglige timetal.
- Det gik over al forventning. Morten knoklede fra dag et. Jeg kunne mærke, at han havde sat sig et mål.
Forløbet gik så godt, at de 13 uger blev forlænget. Senere blev Morten ansat som sæsonarbejder og i efteråret blev han fastansat.
Morten siger, at det var en meget stor dag, da han fik sin første lønseddel.
- Store drenge kan også vise følelser, og jeg indrømmer da gerne, at der trillede en tåre ned af min kind, så glad var jeg, siger Morten, der nu for alvor er ved at få styr på sit liv.
- Da jeg var på kontakthjælp fik jeg oparbejdet en del gæld, men den er jeg nu i gang med at afvikle. Og jeg har ikke rørt hash siden den dag, jeg besluttede at stoppe som misbruger. Den chance, jeg fik, får man nok kun en gang i livet, siger Morten.
Varme, bankende hjerter
Som mentor har Lykke og hendes kolleger ansvaret for de personer, de er tilknyttet, på arbejdspladsen. Og kun her.
- Det stopper ved porten. Som mentor kan jeg altså ikke hjælpe som privatperson med råd og vejledning eksempelvis i pengesager og lignende. Her må andre træde til.
- Det er også fint. Jeg får god hjælp fra kommunen bl.a. gennem misbrugscentret og en bostøtte, siger Morten.
Det var dog en ting Lykke havde overset i begyndelsen.
- Jeg lagde mærke til, at Morten ikke spiste med os andre. Da jeg spurgte hvorfor, var Morten ærlig og sagde, at han simpelthen ikke havde råd til at købe mad. Det problem fik vi dog også løst. Ledelsen bevilgede mad på fabrikken til Morten hver dag.
- Det betød, at jeg tog omkring ti kilo på, siger Morten med et varmt smil.
Morten er meget åben om sit liv, og hvordan han er kommet ud af sit misbrug.
- Jeg fik ikke kun nogen fremstrakte hænder. Jeg mærkede også varme, bankende hjerter. Jeg fik mit selvværd tilbage. Nu er livet igen værd at leve, siger Morten.
