Sådan kom Else Marie og Erik Pedersen videre efter lukningen af svineslagteriet i Odense
- Det er meget vigtigt, at man ikke opgiver håbet. Det kan være svært - meget svært endda - når man føler, at hele ens tilværelse ramler sammen. Men forsøg hele tiden at tænke positivt og tro på dig selv. Sæt nogle realistiske mål og følg dem. Og vær hele tiden ærlig over for dig selv og dine nærmeste.
Else Marie, 57, og Erik Pedersen, 50, mistede begge deres arbejde, da Danish Crown lukkede svineslagteriet i Odense i 2006.
- Vi føler virkelig med de slagteriarbejdere, der nu mister deres arbejde i Faaborg. Vi ved, at der gøres en kæmpe indsats for at få dem videre i deres arbejdsliv, enten med arbejde i andre brancher eller opstart på en uddannelse. Men specielt for de ufaglærte, der er kommet op i årene, kan det være hårdt. De kan nemt føle, at de bliver kørt ud på et sidespor.
Else Marie og Erik Pedersen siger, at sammenholdet og kærligheden til hinanden var med til at bære dem gennem krisen.
- Det er hårdt, når man mister sit arbejde, og dobbelt hårdt, når det er et ægtepar, der begge får deres fyreseddel. Man rammes jo voldsomt på økonomien, siger de.
Gennem krisen
Da slagteriet i Odense lukkede blev de tilbudt arbejde på et af Danish Crowns andre slagterier. Else Marie var ansat i laboratoriet og Erik i pakkeriet. De var tæt på at takke ja til arbejde på slagteriet i Horsens, men valgte alligevel at droppe det.
- Vi ville ikke flytte, fordi vi har vores familie i Odense.
Da det første chok havde lagt sig, satte Else Marie og Erik sig ned og lavede en plan. De skrev op, hvordan de ville forsøge at komme gennem krisen og videre med deres liv.
Else Marie, der er uddannet smørrebrødsjomfru, har altid gerne villet arbejde med mennesker, og hun kunne komme ind på grunduddannelsen til serviceassistent kort efter, at Danish Crown havde meldt ud, at slagteriet lukkede.
- Den chance kunne jeg ikke lade gå fra mig, siger hun.
Siden Erik var dreng har han haft lyst til at blive elektriker.
- Men jeg kom aldrig i gang med uddannelsen, fordi jeg fik godt arbejde på slagteriet, siger han.
Nu var muligheden der. Erik skrev til samtlige elektrikere i Odense, men der var ingen, der havde brug for en voksenlærling.
- Det var voldsomt nedslående, siger han.
Fik læreplads
En dag, da Else Marie og Erik var ude at køre, kom de forbi en stor arbejdsplads, hvor Erik så, at der holdt nogle servicevogne fra elektrikerfirmaet Kjærgaard.
- Jeg gik ind på kontoret og henvendte mig til elektrikerne, og spurgte, om de havde brug for en voksenlærling.
- Det er lige, hvad vi har, var svaret. Og få dage senere - efter en ansættelsessamtale - var Erik kommet i lære. I dag arbejder han som svend i firmaet og Else har fast arbejde som serviceassistent på sygehuset i Odense.
- Økonomien er et springende punkt, når man bliver ledig. Vi mistede omkring halvdelen af vores indtjening, men havde været så fornuftige at tegne en forsikring gennem Fødevareforbundet NNF, så vi kunne oppebære 80 procent af vores løn i omkring ti måneder.
- Hertil kom, at vi tog et afdragsfrit lån i vores hus i fem år. Og så blev den årlige campingtur til udlandet droppet. Plus, at vi selvfølgelig var meget nøjeregnende med, hvad vi brugte vores penge til i hverdagen. Der var ikke plads til den vilde luksus.
Åben og ærlig
Erik og Else Marie siger, at det er meget vigtigt, at man er åben og ærlig over for sig selv og sine omgivelser, når man rammes af ledighed.
- Det er hårdt, og ens selvtillid bliver stille og roligt - men meget sikkert - pillet af. Man kan få det psykisk skidt, og her er det vigtigt, at man fortæller sine nærmeste om sine følelser. Sig, hvis man har det dårligt. Græd, hvis det er nødvendigt. Og slå i bordet, hvis man føler, at livet er blevet uretfærdigt.
- Vi tror, at det skader mere, hvis man holder sine følelser for sig selv. Det kan få negative konsekvenser i form af skænderier, skilsmisse, druk og det, der er langt værre.
- Derfor: Hav tillid til hinanden. Snak om Jeres situation. Vær åben og ærlig, for så er der en løsning et sted ude i fremtiden. Måske ikke lige de, man har drømt om, men en løsning. For der er også et liv efter en fyring, siger Else Marie og Erik Pedersen.
Læs mere i det kommende nummer af medlemsbladet Substans.