På Langenæs Bageriet i Aarhus behøver man ikke annoncere efter bagersvende og konditorer. De henvender sig selv i håbet om at blive en del af en succes
Der går ikke mange dage imellem, at man modtager ansøgninger om arbejde på Langenæs Bageriet i Aarhus. Det er fra bagersvende, konditorer og unge, der gerne vil i lære, samt unge kvinder - gerne studerende - der ønsker arbejde i butikken.
- Vi har i alle tilfælde ikke behov for at annoncere. Problemet kan ligge i at finde de bedst egnede, for der er rigtig mange dygtige blandt ansøgerne. Men man skal være af en speciel støbning, når man vil arbejde hos os. Man skal have en faglig stolthed liggende dybt inde i hjertekulen og elske sit arbejde. Man skal tro på, at man er med på det bedste team og at alle gør deres ypperste. Til gengæld er man så også sikker på at blive en del af en succes, siger bagermester Michael Spottag, der har været over 30 år i faget.
I 1993 overtog han og hustruen Mitzi det gamle Langenæs Bageri, der lå et stenkast fra det nye bageri på Langenæs Alle. Man byggede ud i tre omgange, men kunne til sidst ikke klare den store efterspørgsel.
Langenæs-konceptet
- Vi havde det, vi kalder Langenæs-konceptet, nemlig brød og kager af virkelig høj kvalitet samt den bedste service. Vores kunder skulle - og skal - føle sig velkommen i butikken hver gang. De skal mødes med et smil og en rigtig god betjening. Denne form for service har min hustru, Mitzi, været fantastisk til at lære fra sig. Når kunderne samtidig får brød og kager af høj kvalitet, går konceptet op i en højere enhed.
Mitzi og Michael Spottag havde et ønske om, at konceptet blev mere udbredt.
- Vi har forstand på at bage brød, lave kager og give god service, men anede intet om, hvordan vi skulle komme videre. Heldigvis fik vi kontakt til de helt rigtige personer, som blev optager som forretningspartnere, nemlig Jens Zeeberg og Bo Lydersen. KAKES A/S er desuden med i ejerkredsen og Bo Lydersen er netop ansat som kædedirektør.
Konkurrencen er meget hård, og der lukker jævnligt håndværksbagerier. Det skyldes bl.a., at mange tyer til den billigere løsning og køber bake off på tankstationer, kiosker eller supermarkeder.
Får, hvad man betaler for
- Man får den vare, man betaler for. Vores produkter er lidt dyrere, men ikke meget. Vi skal ikke ud og sige, hvad de andre gør forkert, men vil fortælle historien om, hvad vi gør rigtigt. Og det er - set med vores øjne - udelukkende at lave kvalitetsprodukter. Og at vi bager hele dagen, så kunderne altid kan være sikre på at få varmt og friskbagt brød.
- Men der er altid en type kunder, vi aldrig får fat på. Vi bliver aldrig de billigste, indrømmer Michael Spottag.
Der er i øjeblikket 14 bagersvende og konditorer samt fire lærlinge ansat hos Langenæs Bageriet på Langenæs Alle. Men der kommer hele tiden nye til i takt med, at kundekredsen bliver større.
Langenæs Bageriet breder nu aktiviteterne. Første skud på stammen er et bageri i Højbjerg, som netop er åbnet. Men det er planen, at der skal skyde nye bagerier efter samme koncept op andre steder i landet.
- I første omgang laver vi alt dej i bageriet i Langenæs Alle, som to bagere i Højbjerg så arbejder videre med. Det er ikke tale om bake off, men en ny og anderledes måde at køre en produktion på. Konditorkagerne og chokoladevarerne vil dog fortsat blive lavet på Langenæs Alle.
- Hvad der skal ske, når vi i tiden fremover åbner nye bagerier, er endnu uvist. En ting er dog helt sikker: De skal køre efter samme koncept hundrede procent.
Skal smage på produkterne
Omkring hver anden måned holder man en såkaldt produktaften, hvor alle ansatte er samlet. Det er mest for at introducere nye ansatte i, hvilke former for brød og kager, man laver.
- For det første er det vigtigt, at nye ansatte får smagt på produkterne. Og så skal de gradvist have kendskab til, hvad brødene og kagerne er lavet af. Det tager tid at lære. På den anden side er det utrolig vigtigt, at alle medarbejdere ved, hvad de har med at gøre - og kan give denne viden videre til kunderne, siger Mitzi Spottag.
Bageriet på Langenæs Allé er et af landets mest moderne. I produktionen råder man over 1300 kvadratmeter og ny teknologi har bevirket, at man undgår tunge løft. Bordene kan indstilles i højden og den meget effektive udsugning gør, at man undgår for meget melstøv.
- Det er meget vigtigt, at vores medarbejdere har det godt. Vi ansætter kun faguddannede bagere og konditorer, fordi vi ønsker en medarbejderstab, der ved, hvad de har med at gøre. Men de skal altså også have kærligheden til faget og gå hundrede procent ind for konceptet, siger Michael Spottag.