Foto af Flertallet af de ansatte på landets mejerier bestemmer selv, hvornår de holder sommerferie. TIl gengæld tager mange overarbejde, mens kollegeren nyder ferien.
Nyhed

Sommerferien giver overarbejde

Mere end hver tredje fødevarearbejder arbejder over i løbet af sommeren, fordi kollegerne er taget på ferie. Det viser rundspørge blandt Fødevareforbundet NNF’s medlemmer
Mejeri fabrik industri
Mejeri fabrik industri

Mere end hver tredje fødevarearbejder arbejder over i løbet af sommeren, fordi kollegerne er taget på ferie. Det viser rundspørge blandt Fødevareforbundet NNF's medlemmer

Når kollegaen er på sommerferie, tager sidemanden ofte en ekstra tjans på jobbet.

37 procent af landets fødevarearbejdere arbejder over, fordi kollegerne er taget på sommerferie.

Det viser en rundspørge blandt medlemmer af Fødevareforbundet NNF, foretaget af Analyse Danmark.

Det er især i landets bager- og slagterbutikker og på mejerier, at de ansatte arbejder over.

Her svarer mere end 60 procent af medarbejderne, at de enten har fået varslet overarbejde eller regner med at skulle arbejde over på grund af andres ferie. 

 

Tre ud af fire mejeriansatte bestemmer selv ferieugerne

Når så mange mejeri-ansatte siger ja til overarbejde, kan det skyldes, at flertallet af medarbejderne selv er med til at bestemme, hvornår de holder sommerferie.

- Man skal selvfølgelig passe på med overarbejde, men så længe medarbejderne selv har sagt ja og er blevet varslet i god tid, er det en pris som medarbejderne gerne betaler for at have indflydelse på egen sommerferie, siger Poul Erik Faarkrog, forbundssekretær i Fødevareforbundet NNF.

Hele 75 procent af de ansatte på landets mejerier siger, at de har fået sommerferie i de uger de har ønsket.

- Det er dejligt, når vi kan se, at medarbejderne har indflydelse på deres arbejdsplads og i høj grad kan bestemme hvornår de vil holde ferie. Det kan helt sikkert være en af forklaringerne på, hvorfor så mange tager overarbejde i løbet af sommeren, siger Poul Erik Faarkrog.