Foto af - Jeg kan jo ikke leve af frisk luft. Det kræver penge at betale regningerne, siger Asama Alwali, der stadig venter på at få løn fra sin nu tidligere arbejdsgiver Den Rigtige Bager.
Nyhed

Snydt! Bagere fusket for løn 24 gange

Den Rigtige Bager i Bagsværd og Herlev skylder 200.000 i manglende løn og pension til nuværende og tidligere medarbejdere. Blandt andet til Asama Alwali, der har måttet låne penge for at kunne betale sine regninger

Den Rigtige Bager i Bagsværd og Herlev skylder 200.000 i manglende løn og pension til nuværende og tidligere medarbejdere. Blandt andet til Asama Alwali, der har måttet låne penge for at kunne betale sine regninger

24 sager om manglende løn og pensionsindbetalinger. Det er, hvad Fødevareforbundet NNF Sjælland & Øerne har kørt mod Den Rigtige Bager over de sidste tre år.

Og selvom nogle af sagerne er lukket, skylder virksomheden fortsat 200.000 kroner til nuværende og tidligere ansatte.

En af dem er bager Asama Alwali.

Selvom både han og Fødevareforbundet NNF har rykket indehaveren Peter Friis utallige gange, mangler han stadig løn for en måned og fire dage og for 54 overarbejdstimer.

- Første gang, jeg spurgte Peter, hvornår jeg fik min løn, sagde han, at han manglede mit kontonummer. Så fik han det. Anden gang lød forklaringen, at han var syg. Tredje gang, at den kom om et par dage. Det er hans mønster. Og han svarer ikke, når jeg rykker ham per telefon eller sms, forklarer Asama Alwali, der nu har valgt at sige op.

Han har måttet låne 20.000 af sine forældre for at kunne klare regningerne.

- Jeg er heldig at mine forældre kan hjælpe. Men det er jo helt urimeligt at stå i den situation, når man har passet sit job, siger han.

Drømmen om huset røg

Også konditorlærling Christina Giordano venter forgæves på sine penge.

- En måned fik jeg slet ingen løn, og andre måneder betalte han bare mindre. For eksempel betalte han en måned kun 108 timer uden nogen grund, forklarer Christina Giordano, der har måttet opgive et ellers planlagt huskøb med kæresten på grund af den manglende lønudbetaling.

- Fordi min løn altid var så usikker, var jeg nødt til at tage en kassekredit. Og nu kan banken først godkende mit lån, når det hul er stoppet. Men det vil jo tage et stykke tid, selvom jeg har fået en ny læreplads et godt sted, hvor løn er en selvfølge, siger hun.

Kører den lige til stregen

Fødevareforbundet NNF Sjælland & Øerne har indgivet konkursbegæring mod virksomheden flere gange.

- Men bagermesteren undgår altid konkursen i sidste time. Da vi skulle mødes i Sø- og Handelsretten den 12. maj klokken 12.00, tikkede beløbet for eksempel ind på advokatens konto samme morgen, forklarer faglig konsulent Lone Krydsfeldt.

Den manglende løn har fået mange ansatte til at sige op. Men andre tør ikke af frygt for, at de så aldrig får deres penge at se.

- En medarbejder har hele 100.000 til gode, og ellers ligger de skyldige beløb typisk på en månedsløn "plus det løse". Og en månedsløn er rigtig mange penge for vores medlemmer. De risikerer jo at blive smidt ud af deres lejligheder, siger Lone Krydsfeldt.

- Og dertil kan de så se, at bagermesteren prioriterer at betale sine leverandører, mens de skal være usikre i hverdagen. Det er helt urimeligt, slutter hun.

nnf.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Peter Friis, der ejer Den Rigtige Bager.