Foto af Den brasilianske slagteriarbejder Luna fik skåret sin ene arm over mens han arbejdede. På to år er 111 slagteriarbejdere døde på arbejde i Brasilien.
Nyhed

Brasilianske bøffer kræver menneskeliv

På to år har over hundrede brasilianske slagteriarbejdere mistet livet, mens de knoklede for at skære bøffer ud til turister og brasilianere. VM i fodbold presser medarbejderne endnu hårdere

På to år har over hundrede brasilianske slagteriarbejdere mistet livet, mens de knoklede for at skære bøffer ud til turister og brasilianere. VM i fodbold presser medarbejderne endnu hårdere

Det er ikke ufarligt, at arbejde på et slagteri i Brasilien. Fra 2010 til 2012 døde 111 slagteriarbejdere i Brasilien, mens de var på arbejde. Det viser tal fra Ministeriet for Social Sikkerhed i Brasilien.

Til sammenligning døde to danske slagteriarbejdere i samme periode.  

Omkring 400.000 brasilianere arbejder i kødindustrien, hvor de mest slagter kvæg, svin og kyllinger.

Hvert år kommer mere end 30.000 slagteriarbejdere ud for en arbejdsulykke, der holdt dem hjemme i mere end én dag.

Men kun lidt over 8.138 fik sygeløn, erstatning eller andre former for kompensation for ulykken. Det viser tal fra den brasilianske fagforening for fødevarearbejdere CNTA.

- Det største problem for brasilianske slagteriarbejdere er de mange arbejdsulykker. Der bliver ikke gjort nok for at forhindre ulykker. Støj, lave temperaturer og hektisk arbejde med gentagne bevægelser er med til at presse medarbejderne til det yderste. Mange bliver nedslidt eller går ned psykisk, siger Artur Bueno de Camargo, formand for Forbundet af fødevarearbejdere, CNTA.

Antallet af ulykker er formentlig langt højere, da der kun er tale om registrede ulykker, og mange arbejdsulykker bliver ikke korrekt registreret. 

- Det er langt fra alle ulykker der bliver registreret. Samtidig har vi problemer med den offentlige myndighed der skal registrere og indsamle data om hvor og hvordan ulykkerne sker. Tallene er altid flere år forældede og er meget sparsomme, siger Artur Bueno de Camargo.

Her kan du se en kort film om Eder og Luna - to brasilianske slagteriarbejdere der har været udsat for alvorlige arbejdsulykker.

Bemærk: Filmen er på portugisisk med engelske undertekster

 

15 procent sygemeldt på grund af ulykker

Marfrig er en multinational kødkoncern med mange slagterier i Brasilien og er officiel sponsor ved VM i fodbold i Brasilien.

Foran et slagteri i Bagé i det sydlige Brasilien kunne man sidste år se et skilt foran indgangen: 1 dag uden ulykker med sygefravær. Vores rekord er 29 dage.

Slagteriet beskæftiger 807 medarbejdere, og 112 var syge på grund af ulykker eller arbejdsskader.

For få pauser, op til 15 timers arbejdsdage, og et enormt arbejdspres giver de mange sygemeldinger.

Undersøgelser lavet af Ministeriet for Arbejde og Beskæftigelse har vist, at mange slagteriarbejdere foretager fire til fem gange så mange ensartede bevægelser i minuttet end hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt.

VM-fodbold presser medarbejderne i bund

Når dommeren fløjter kampen i gang, bliver der tændt op grillen overalt i Brasilien.

Brasilianere og hundredetusinder af turister fyrer nemlig ekstra op for grillen, mens fodboldkampene brager løs på tv-skærmene.

Det giver en ekstra efterspørgsel på kød under VM og sætter slagteriarbejderne under hårdt pres.

- Stigningen i forbruget af kød giver i sidste ende et hårdere arbejde på slagterierne. Det har store konsekvenser for slagteriarbejderne, når produktionen øges uden ekstra medarbejdere, siger Artur Bueno de Camargo, formand for Forbundet af fødevarearbejdere, CNTA.