Foto af De ansatte bliver, efter Fødevareforbundet NNFs mening, underbetalt på Moesgaard Meat
Nyhed

Ny dato for sagen mod Moesgaard Meat

Arbejdsretten har afsat den 4. april 2014 til at behandle striden mellem Moesgaard Meat A/S 2012 og Fødevareforbundet NNF. – Frustrerende, at vi har ventet så længe, mener afdelingsformand Steen Hartmann, Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland

Arbejdsretten har afsat den 4. april 2014 til at behandle striden mellem Moesgaard Meat A/S 2012 og Fødevareforbundet NNF. - Frustrerende, at vi har ventet så længe, mener afdelingsformand Steen Hartmann, Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland

- De omgår overenskomsten og det kan vi ikke acceptere, siger afdelingsformand Steen Hartmann, Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland.

Fredag den 4. april behandler Arbejdsretten i København sagen, som Fødevareforbundet NNF har anlagt mod Moesgaard Meat 2012 A/S fra Naur ved Holstebro. Sagen blev startet i sommeren 2012 og er flere gange blevet udsat.

- Det er naturligvis frustrerende, at denne sag er trukket ud og jeg ser frem til at få den afsluttet. Så længe Arbejdsretten ikke har afsagt dom i sagen, kan slagteriet køre videre uden overenskomst. Det betyder, at de ansatte får omkring 110 kr. i timen i stedet for de ca. 150 kr., som de har ret til ifølge overenskomsten, forklarer afdelingsformand Steen Hartmann, Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland.

Fødevareforbundet NNF mener, at overdragelsesloven gjaldt, da Moesgaard Meat fyrede samtlige ansatte i juli 2012 og gik konkurs for at åbne igen efter to dage i nyt navn.

- Det er min klare opfattelse, at Moesgaard Meat ved at erklære sig konkurs regnede med, at gammel gæld blev slettet, bl.a. 1,1 millioner kroner, som medarbejderne havde til gode i det gamle selskab. De ansatte har senere fået udbetalt 410.000 kr. fra Lønmodtagernes Garantifond.

- Samtidig er det de samme personer, der står bag det nye selskab, Moesgaard Meat 2012 A/S og derfor er vores påstand, at overdragelsesloven gælder. Efter min opfattelse er der altså fortsat overenskomst på slagteriet, siger Steen Hartmann.

Moesgaard Meat A/S 2012 mener derimod, at de ikke længere er omfattet af same overenskomstmæssige forpligtigelser som det tidligere Moesgaard Meat A/S. Det er den tvist Arbejdsretten skal afgøre.