Efter tre skarpe konkurrencer til DM i Skills, er Danmarks dygtigste detailslagter-, bager- og konditorlærling nu fundet
Det har været tre dage med tryk på for de unge lærlinge.
Lørdag eftermiddag blev spændingen udløst. I den store hal i Gigantium i Aalborg, så tusindvis af mennesker med da de tre vindere blev offentliggjort.
Asger Skov Hansen fra Cofoco Airport Solutions vandt konkurrencen for bagere, og kan nu kalde sig danmarksmester. Han er stolt over førstepladsen.
- Det er rigtig dejligt at vinde. Jeg gjorde det også for at få erfaring, og det har jeg fået, siger bagerlærlingen, der er udlært til september.
Det har været hektisk op til DM i Skills med træning og forberedelse fortæller Asger Skov Hansen:
- Kærsten er glad for jeg er færdig nu, siger han med et stort smil.
Vildtslagter vandt trods ko og gris
Hos detailslagterne endte Rune Lunde Havgaard fra Rævhede Naturprodukter øverst på skamlen.
- Det har været meget tæt i år, fortæller detailslagterlærlingen, der er i lære hos en vildtslagter, hvilket har givet udfordringer til danmarksmesterskaberne.
- Normalt skærer jeg ikke ko og gris. Det er madlavning hvor jeg gør det særligt godt, siger Rune Lunde Havgaard.
Madhåndværket fik ord med på vejen
Det var undervisningsminister Christine Antorini der overrakte præmierne til vinderne fra de 29 konkurrencefag til DM i Skills. I hendes tale før præmieoverrækkelsen, nævnte hun det imponerende arbejde detailslagterlærlingene præsenterede hende for.
Også Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen holdt tale ved afslutningsceremonien til DM i Skills - og ligesom undervisningsministeren, havde han også bidt særligt mærke i madhåndværkene.
- Når man har set den store bagedyst, og så ser konditorerne, så tænker man: Mette Blomsterberg go home, sagde Thomas Kastrup-Larsen til stor morskab for salen.
- Da jeg var forbi slagterne faldt bemærkningen: et stykke kød på under 400 gram, det er pålæg, forsatte Aalborg-borgmesteren.
Verdensmesterskabet venter
I konditorkonkurrencen var det Katrine Oehlenschlager fra Langenæs Bageri der trak det længste strå. Hun kan også se frem til en tur til WorldSkills i Brasilien i 2015.
- Jeg skal lige sluge det her, men det bliver helt vildt spændende, siger konditorlærlingen, lige efter hun har vundet DM i Skills.
Hun har fået meget ud af konkurrencen:
- Vi skal være utrolig kreative, så jeg er blevet meget bedre til at udvikle opskrifter.
Niveauet stiger år for år
Konkurrencen har været knivskarp til DM i Skills. Det mener Flemming Mogensen, forbundssekretær fra Fødevareforbundet NNF, der har fulgt DM i Skills alle de fire år konkurrencen har kørt:
- Det har været utrolig spændende at følge konkurrencen. Der er blevet leveret kvalitet hele vejen rundt. Vi er virkelig stolte over hvor højt niveauet er kommet op.
Det er ikke kun niveauet der er steget til DM i Skills - mesterskaberne har nemlig voksekværk. 42.000 lagde vejen forbi Gigantium. Sidste år i Aarhus blev der også sat rekord med 30.000 publikum.