Reformen af erhvervsuddannelserne er i hus. Fødevareforbundet NNF roser, at man nu tager favntag med den helt store udfordring: Hvordan sikrer vi fremtidens faglærte?
Alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten, blev mandag aften enige om den længe ventede reform af erhvervsuddannelserne.
Der er ros til reformen fra Fødevareforbundet NNF.
- Det er godt, at man nu sætter ind på erhvervsuddannelserne. Det har fra politisk side været et håbløst underprioriteret område. Vi ved at vi kommer til at mangle tusindvis af faglærte hvis ikke vi gør noget. Det er den udfordring vi nu tager favntag med, siger Pia Antonsen, forbundskonsulent i Fødevareforbundet NNF.
Lærerne får et løft
Erhvervsuddannelsesreformen får en lang række konsekvenser. Der indføres adgangskrav på erhvervsuddannelserne, grundforløbene styrkes og uddannelsesgarantien, der sikrer at eleverne kan få lov til at gennemføre det de starter, forbedres.
Samtidig slår reformen sig op på, at der skal være både mere og bedre undervisning. Det betyder blandt andet, at der sættes ind på efteruddannelse af lærerne på erhvervsskolerne.
- Hvis eleverne skal komme ud og være klar til morgendagens arbejdsmarked, så skal de kunne de nyeste teknikker og kende den nyeste teknologi. Dygtige og opdaterede lærere er her helt afgørende, fortæller Pia Antonsen, der understreger at netop opkvalificeringen af lærerne, er noget Fødevareforbundet NNF længe har arbejdet for.
Noget til alle - gammel som ung
Erhvervsuddannelserne har i lang tid fået kritik for at unge som gamle blev sat sammen - uden at man tog højde for forskellene. Det retter man nu op på, med en ny erhvervsrettet 10. klasse, længere grundforløb for elever der kommer direkte fra grundskolen og en ny erhvervsuddannelse for voksne over 25 år.
- Der er stor forskel på en 16-årig der kommer lige fra folkeskolen, og en 45-årig der har mange års erfaring fra arbejdsmarkedet. At man nu tilpasser undervisningen til den enkelte, og anerkender erhvervserfaring for de ældre er et stort skridt fremad, siger Pia Antonsen.
Fødevarer får central placering i uddannelsessystemet
Erhvervsuddannelsesreformen nedlægger de 12 fællesindgange, og indfører i stedet fire hovedområder - blandt andet "Fødevarer, jordbrug og oplevelser".
Bager, konditor, slagter og mejerist, kommer alle til at være en del af det samme hovedområde.
Fødevareforbundet NNF ser positivt på den mere enkle opbygning af erhvervsuddannelsessystemet:
- Vi placerer fødevarer helt centralt i uddannelsessystemet. Det er et rigtig godt signal, der viser de unge at der er en god og sikker fremtid i fødevarebranchen.