Lønnedgang hos Danish Crown er taget af bordet. Fødevareforbundet NNF mener et medarbejderselskab kan fremtidssikre danske slagteriarbejdspladser
- Vi har det samme fokus, som vi hele tiden har haft, nemlig at sikre varige slagterijob i Danmark. Her ser vi et medarbejdersselskab som en interessant mulighed, særligt i lyset af regeringens "Vækstplan for fødevarer", der sikrer, at medarbejderne kan få deres investeringer tilbage.
Sådan siger forbundsformand Ole Wehlast på baggrund af de seneste ugers forhandlinger mellem tillidsrepræsentanterne på Danish Crowns svineslagterier og Danish Crown.
Forhandlingerne strandede tidligere på ugen, da tillidsrepræsentanterne har valgt ikke at sætte deres underskrift på en aftale der indeholder lønnedgang, indslusningsløn samt et medarbejderselskab med Danish Crown.
Det skete med henvisning til overenskomsten mellem Fødevareforbundet NNF og Danish Crowns arbejdsgiverorganisation DI.
Jurister fra LO har nemlig vurderet, at den aftale Danish Crown havde præsenteret for tillidsrepræsentanterne, var alt for vidtgående og lå langt udover de beføjelser tillidsrepræsentanterne har til at indgå lokalaftaler.
Tillidsrepræsentanterne har i løbet af ugen orienteret deres kolleger om udviklingen, og har i et brev til kollegerne opfordret Fødevareforbundet NNF og DI til at diskutere mulighederne for et medarbejderselskab.
Behov for langsigtede løsninger
Fødevareforbundet NNF har på den baggrund taget kontakt til DI, for at afdække mulighederne for et medarbejderselskab:
- Danish Crowns helt store udfordring er manglen på slagtesvin, ikke slagteriarbejdernes løn. Derfor er vi også glade for at kunne lægge disse dele af aftalen bag os, og i stedet kigge fremad og udarbejde langsigtede visionære løsninger. Noget et medarbejderselskab må siges at være.
I den kommende tid vil Fødevareforbundet NNF knokle hårdt for, at nå til enighed med DI.
- Jeg er helt sikker på at vi kan få danske job og en sund forretning for Danish Crown til at gå hånd i hånd, uden at tvinge slagteriarbejderne ned i løn og undergrave den danske model, siger Ole Wehlast.