Nyhed

Håndværksbagere indtager supermarkeder

Ny aftale sikrer håndværksbrød i op til 250 supermarkeder i Danmark. Godt nyt i hårdt presset branche lyder det fra Fødevareforbundet NNF.

Ny aftale sikrer håndværksbrød i op til 250 supermarkeder i Danmark. Det er godt nyt for en hårdt presset branche, lyder det fra Fødevareforbundet NNF

Det kan betale sig at lave godt bagerbrød. Det kan bagerkæden KonditorBager nikke genkendende til. Fra marts måned vil danskerne kunne købe bagerkædens brød i op til 250 REMA1000-supermarkeder. 

- Det er en god nyhed, og viser at håndværksbagerne fortsat er konkurrencedygtige i Danmark. Jeg håber, at den nye aftale vil sikre endnu flere arbejdspladser hos landets bagerier, siger Ole Wehlast, Forbundsformand i Fødevareforbundet NNF.

Brødet vil blive bagt på et af KonditorBagers 57 bagerier landet over, og derefter kørt ud til de mange REMA1000-supermarkeder.

De traditionelle håndværksbagere har de seneste år været presset af discountkædernes bake-off.

Senest måtte Bisgaards Bageri i Nordsjælland dreje nøglen om i december 2013 og afskedige op mod 150 ansatte på grund af konkurs. På landsplan har 141 bagerier været nødt til at indgive konkursbegæring i perioden fra 2009 og frem til første kvartal af 2013.

Kvalitet i højsæde

Selvom REMA1000 er et discount-supermarked, har det nye samarbejde har også givet anledning til at fordybe sig i faglig kvalitet hos KonditorBager.

- Jeg har aldrig været med til at vi har talt så meget om kvalitet af bagværk i kæden, som vi har i forbindelse med denne her aftale, siger Morten Lapholm, kædechef i KonditorBager til magasinet Bager & Konditor.

Han forklarer, at brødet til REMA1000 ikke vil være af helt samme kvalitet, som man køber direkte hos håndværksbageren, da brødet er lavet på blandingsprodukter for at sikre ensartethed.