Foto af Afdelingsformand John Christiansen, Fødevareforbundet NNF Nordjylland (tv) og Bøje Sørensen, tillidsrepræsentant på Danish Meat Company i Vrå ærgrer sig over den midlertidige lukning af slagteriet
Nyhed

Danish Meat Company i Vrå lukker midlertidigt

Danish Meat Company må standse produktionen og afskedige 85 medarbejdere, fordi Rusland har stoppet for import af grisekød på grund af svinepest I Litauen

Udbrud af svinepest i Litauen betyder, at de russiske myndigheder har lukket for al import af svinekød fra Europa. Det koster 85 ansatte jobbet i flere måneder

Importforbuddet rammer Danish Meat Company i Vrå hårdt, fordi omkring 90 procent af produktionen går til Rusland. Slagteriet lukker i løbet af de kommende uger.

- Vi bliver tvunget til et produktionsstop og fyre næsten alle medarbejdere. I produktionen drejer det sig om cirka 85 slagteriarbejdere. Men slagteriet lukker altså ikke igen. Der bliver formentlig tale om et stop i tre måske fire måneder, så er vi klar igen, oplyser fabrikschef Bente Justesen.

De ansatte på Danish Meat Company blev orienteret om den midlertidige lukning og fyringerne på et møde tirsdag eftermiddag. Slagteriet i Vrå har levet en omtumlet tilværelse, og har været åbnet og lukket i flere omgange. Slagteriet har fungeret i sin nuværende form siden foråret 2013. 

Stemningen blandt medarbejderne er helt i bund oven på dagens udmelding. 

- Alle er triste. Vi har ydet en 100 procents indsats for at få slagteriet op i omdrejningen siden vi startede med at slagte grise sidste forår. Jeg håber, at alle medarbejdere kan starte op igen, når det russiske importforbud er ovre og slagteriet er blevet moderniseret, siger Bøje Sørensen, tillidsrepræsentant på Danish Meat Company i Vrå.

Ingen anden udvej

- Vi er selvfølgelig meget kede af at måtte stoppe slagtningerne, både over for vores leverandører og ansatte. Men der er desværre ingen anden udvej, siger Bente Justesen.

I den tid slagtningerne er stoppet, vil man gå i gang med en planlagt modernisering og udbygning af slagteriet. Desuden vil Danish Meat Company søge om at blive godkendt til andre markeder, bl.a. USA og Kina, for ikke at være så sårbare, hvis der skulle opstå en lignende situation.

- I dag har vi godkendelse til at slagte op til 4.000 svin om ugen. Det vil vi gerne have øget op til 10.000 svin. Vi skal have godkendelsen af Miljøstyrelsen og sendte ansøgningen for snart to måneder siden. Den håber vi også er færdigbehandlet, når vi igen kan begynde at slagte, siger Bente Justesen og fortsætter.

 Men, siger Bente Justesen, det er en alvorlig streg i regningen, at Rusland har lukket for al import af svinekød fra Europa. Det var ikke på den baggrund, at vi havde planlagt vores udvidelse. Vi tager nu kontakt til vores samarbejdspartnere, leverandørerne, så de har tid til at finde andre løsninger, mens vi har stoppet produktionen. Jeg tror og håber dog på, at de vender tilbage, når vi igen starter produktionen op.

Positivt og negativt på samme tid

Danish Meat Company forventer, at de sidste grise i denne omgang bliver slagtet i slutningen af februar. Ind til da skal man have fundet andre afsætningsmuligheder.

Afdelingsformand John Christiansen, Fødevareforbundet NNF Nordjylland siger, at det er ærgerligt for de 85 slagteriarbejdere, som er kommet godt i gang på slagteriet. 

- Men det er en situation, som ingen er herre over, siger han.

John Christiansen mener, at det midlertidige produktionsstop er både negativt og positivt.

- Det er negativt, fordi så mange af vores medlemmer bliver fyret. Nogle vil måske også få den tanke, at slagteriet ikke åbner igen og derfor vil søge andet arbejde eller gå i gang med en uddannelse. Under alle omstændigheder er vi klar til at hjælpe alle vores medlemmer. De er jo alle afskediget og skal søge arbejde på lige fod med alle andre, når den tid kommer, siger John Christiansen og fortsætter. 

- På den positive side kan man se frem til at genåbne et slagteri, der er udvidet og moderniseret og hvor kapaciteten af slagtninger stiger meget. Det kan kun betyde endnu flere arbejdspladser på Danish Meat Company.