Halvdelen af fødevarearbejderne i Danmark forventer at få overarbejde på grund af julen. Det viser en rundspørge blandt medlemmer af Fødevareforbundet NNF
Når danskerne bruger december måned på at julehygge i hjemmet og på arbejde, så er det tit med en småkage i hånden eller over en frikadelle til julefrokosten.
Det giver travlhed og overarbejde for rigtigt mange bagere og slagtere landet over.
I en rundspørge blandt medlemmer af Fødevareforbundet NNF svarer halvdelen, at de forventer overarbejde på grund af julen. Rundspørgen er gennemført af Analyse Danmark.
Så mange skal arbejde over på grund af julen
(Artiklen fortsætter under grafikken)
Mange bliver ikke varslet i god tid
De fødevarearbejdere der skal arbejde ekstra over julen, har 60 procent fået varslet overarbejdet i forvejen.
Mens 40 procent regner med at skulle arbejde over, men uden at have fået et varsel af arbejdsgiveren på nuværende tidspunkt..
Overarbejde kan være helt ok i forbindelse med eksempelvis højtider, men det skal varsles, så medarbejderne kan nå at planlægge arbejde og fritid i en travl juletid, lyder det fra Fødevareforbundet NNF.
- Det er positivt at der er stor efterspørgsel på danske fødevarer i juletiden. Men julen ligger altid på samme tid, så det kan ikke komme som nogen overraskelse for arbejdsgiverne, at julen giver større efterspørgsel på varerne, siger Tage Arentoft, næstformand i Fødevareforbundet NNF.
For det kan have konsekvenser, hvis man pludselig bliver bedt om at tage et par ekstra overarbejdstimer i december.
- De fleste har et tæt program i december måned. Der skal købes julegaver, julefrokoster med venner og kolleger, julearrangementer i skoler og idrætsforeninger. Derfor kan det være rigtigt ubelejligt, når chefen beder en om at blive et par timer ekstra. Hvis man er varskoet i forvejen, så kan de fleste planlægge sig ud af problemerne, siger Tage Arentoft.
Friske fødevarer giver ekstra arbejde i december
Det er især de ferske kødprodukter og friske bagerprodukter der giver overarbejde. Derfor er det også især butiksbagere- og slagtere, samt industrislagtere der må tage en ekstra tørn på jobbet, så danskerne kan få flæskesteg, rugbrød og småkager til jul.
I fødevareindustrien giver julen også travlhed og øget produktion, men her er det efteråret der giver mer- og overarbejde, da man starter juleproduktionen tidligere.
Det gør de eksempelvis på Odense Marcipan.
- Vi ansætter mellem 45-50 sæsonarbejdere, ofte fra august til november. Men i år er vi tyvstartet og er begyndt at ansætte allerede fra maj, siger Peer Sørensen, tillidsrepræsentant på Odense Marcipan.
Alligevel forventer 28 procent af de ansatte i fødevareindustrien, at de må tage en ekstra tørn på arbejdet over julen.