Der er ros fra Fødevareforbundet NNF til det finanslovforslag, som regeringen netop har fremlagt. Der er klare forbedringer til vores medlemmer, lyder det fra forbundet.
Forbedringer på velfærdsområdet, sundhedsområdet og uddannelsesområdet. Det er opskriften på et finanslovforslag, der tilgodeser Produktionsdanmark.
Sådan lyder det fra forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast, efter finansminister Bjarne Corydon (S) tidligere i dag fremlagde regeringens finanslovforslag for 2015:
- For mange af vores medlemmer er der klare fordele at hente hjem, for eksempel det sundhedstjek for udsatte grupper, der er en del af regeringens sundhedsudspil. Men en styrkelse af uddannelsesområdet vil i sagens natur også kunne komme en del af vores medlemmer til gode, forklarer Ole Wehlast.
Billigere fagforening styrker arbejdsmarkedet
Forbundsformanden er samtidig positiv over forøgelsen af skattefradraget for fagforeningskontingentet. Fremover kan fagforeningsmedlemmer trække op til 6.000,- fra i skat af deres fagforeningskontingent - i dag er grænsen 3.000,-.
- Hvis vi skal sikre gode løn- og arbejdsvilkår, så skal så mange som muligt være i fagforening. Det her gør det billigere at stå i fagforening, og det er klart at det vil tiltrække flere medlemmer, til stor gavn for det danske arbejdsmarked, siger Ole Wehlast.
Fortsat fokus på dagpenge
For de fleste, der har fulgt med i optakten til præsentationen af årets finanslovsforslag, er det ikke den store overraskelse, at regeringens forslag ikke indeholder en ændring af dagpengereglerne.
- Jeg har forståelse for, at der på nuværende tidspunkt ikke er et politisk flertal for at ændre på reglerne. Men jeg mener, at vi som samfund har pligt til at hjælpe de alt for mange, der er faldet ud af dagpengesystemet. Ændringerne i dagpengereglerne var en fejl fra den tidligere borgerlige regerings side, og jeg opfordrer derfor politikerne på Christiansborg til nu at sikre, at dem der falder ud af dagpengesystemet ikke rammes hårdere end nødvendigt, fastslår Ole Wehlast.
Han vil nu gå nærmere ind i detaljerne i finanslovforslaget:
- Det er vores erfaring, at hvis vi finder nogle ting, der kan forbedres, så lytter regeringen til det, siger forbundsformanden.