Under Copenhagen Pride er Fødevareforbundet NNF med til at bakke op om budskabet: Ingen skal diskrimineres på jobbet på grund af deres seksualitet.
Lørdag den 30. august er der Copenhagen Pride, hvor tusindvis af mennesker og organisationer går i parade gennem Købehavn, for at fejre retten til at være sig selv - ikke mindst på jobbet.
Hele ugen op til paraden er Fødevareforbundet NNF sammen med 3F til stede på den såkaldte Pride Square, lige ved Københavns Rådhus.
- Vi er med, fordi vi mener alle har ret til respekt på arbejdet, ligegyldigt hvilken seksualitet de har. At der skal være plads til alle, er en selvfølge for os, siger Henrik Tonnesen, formand for Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øerne.
Homoseksuel bager fik 100.000,- i erstatning
Fødevareforbundet NNF har tidligere været helt i front, når det gælder retten til respekt for homoseksuelle.
I 2007 modtog faglig sagsbehandler John Andersen og Fødevareforbundet NNF den prestigefyldte pris som Årets laks.
Årets laks er en pris der uddeles af LGBT Danmark - Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Den gives til en person der svømmer mod strømmen. Prominente navne som tidligere stastminister Anders Fogh Rasmussen og X Factor vinder Sarah Skaalum Jørgensen har også vundet årets laks.
John Andersen stod bag den første retssag, hvor der faldt dom for chikane af en homoseksuel ansat.
Bagersvenden der blev chikaneret, endte med at få en erstatning på 100.000,-.
Efter bagersvenden sprang ud som homoseksuel i 2005, oplevede han massiv chikane fra hans mester.
Mesteren sammenlignede homoseksualitet med en psykisk sygdom. Chikanen fortsatte og en dag var der en historie i Ekstra Bladet om to homoseksuelle mænd der var blevet hængt i Iran op grund af deres seksualitet.
- Det er sådan bøsser skal have det, sagde mesteren dengang.
John Andersen er den dag i dag stolt over, at han førte sagen og vandt.
- Det er vigtigt, at man ikke må diskriminere sine ansatte. Mesteren chikanerede og sladrede om bagersvenden. Det er ikke i orden og det fik vi slået fast, siger John Andersen.