Foto af Henrik Ucoy (tv.) har ingen problemer med at læse. Her læser han avis sammen med tillidsrepræsentant Kurt Høj (th.)
Nyhed

Computeren hjælper Henrik med at stave

Slagteriarbejder Henrik Ucoy har været på skrive/stave-kursus, så ordene ikke længere flyver rundt på papiret

Slagteriarbejder Henrik Ucoy er en af mange, der har været på skrive/stave-kursus

For Henrik Ucoy, 43, var det et mareridt i skolen, når han skulle have diktat eller skrive en stil. For selv om han var god til at læse, så slog bogstaverne knuder, når han skulle stave.

- Jeg gjorde mit bedste og skrev ordene, som jeg troede, de skulle staves. Men det var altid forkert. Da jeg skulle til den afsluttende eksamen i folkeskolen droppede jeg simpelthen dansk. Matematik havde jeg ingen problemer med, fortæller Henrik Ucoy, der arbejder på Danish Crown i Herning.

Henrik Ucoy har aldrig lagt skjul på, at han ikke kunne stave.

Tag dig ikke af stavefejlene

- Det har været voldsomt irriterende, at jeg ikke har kunnet skrive et brev eller eksempelvis sende en mail eller sms uden en masse fejl. Det var eksempelvis et stort problem, da jeg var fodboldtræner og skulle skrive en besked til drengenes forældre. Når jeg har været tvunget til at skrive et brev har jeg altid sluttet med ordene: Tag dig ikke af stavefejlene.

Den sætning behøver han ikke skrive mere. Henrik Ucoy har, som en del af sine kolleger, været på en række at skrive/stavekurser.

De første var i Danish Crown regi og betalt med midler fra kompetencefonden og det sidste arrangeret af Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland med penge fra 25-ørefonden.

Fotograferer ordene

- Alle kurserne har givet mig nogle redskaber til at komme videre. På det sidste lærte vi at lægge nogle programmer ind på computeren, så en tekst, jeg har skrevet, f.eks. kan blive læst op, lige som computeren foreslår en række ord, mens jeg skriver. Den hjælper mig med at stave. Det er en stor hjælp, fortæller Henrik Ucoy, der også har forsøgt kunsten at affotografere et ord.

- Jeg fik på et af kurserne en tekst, hvor jeg skulle skrive "arbejde" rigtig mange gange. Det ord kan jeg skrive i søvne nu, siger han.

Henrik Ucoy er meget glad for de redskaber, han har fået, så han kan komme videre.

- Jeg ved, at mange er flove over, at de har svært ved at læse eller skrive. Dem kan jeg kun opfordre til at komme på kursus. Det er en helt ny verden, der åbner sig, når bogstaverne ikke længere slår så mange knuder, siger han.