Danish Crown flytter arbejdspladser fra Faaborg til England med over 20 millioner kroner i statsstøtte. Fødevareforbundet NNF raser
Faaborg mister flere hundrede arbejdspladser når kalenderen viser 2016.
Danish Crown har onsdag offentliggjort, at koncernens produktion i Faaborg flytter til en en eksisterende fabrik i Cornwall i England. Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.
I forbindelse med udflytningen har Danish Crown fået over 20 millioner kroner i tilskud fra en regional udviklingsfond i England til at flytte arbejdspladser og produktion fra Faaborg til England.
- Det virker helt absurd, at man kan få så mange penge til at flytte arbejdspladser fra et udkantsområde i Danmark til et udkantsområde i England. Man skal huske på, at der altså ikke hænger flere hundrede ledig job på træerne i Faaborg og venter på, at slagteriarbejderne modtager deres fyreseddel, siger Ole Wehlast, forbundsformand i Fødevareforbundet NNF og fortsætter:
- Og så hersker der ikke nogen tvivl om, at jeg langt hellere så, at Danish Crown brugte kræfter på at fastholde arbejdspladser i Danmark, fremfor at oprette nye i udlandet. De hedder trods alt Danish Crown.
Uklare regler skal ændres
Den regionale udviklingsfond, der støtter udflytningen af danske arbejdspladser med over 20 millioner kroner, er underlagt EU's konkurrenceregler om statsstøtte. Det er endnu uklart, om støtten til Danish Crown strider i mod EU's regler.
- EU's regler om statsstøtte og EU-tilskud er relativt uklare, og kontrollen er meget begrænset. Det vil være fornuftigt, hvis Europaparlamentet fik set nærmere på reglerne. Det virker jo ikke hensigtsmæssigt, at virksomheder kan få millioner i tilskud til at flytte arbejdspladser fra et EU-land til et andet, siger Søren Risshøj, lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet.
Den opfordring vil det danske medlem af Europaparlamentet Christel Schaldemose (S) gribe:
- Det er fuldstændigt uacceptabelt, at der kan gives statsstøtte til at flytte arbejdspladser ud af Danmark. Jeg vil bede EU-Kommissionen om at tage sagen op igen, siger Christel Schaldemose til nnf.dk
Hun henviser til, at EU-Kommissionen i foråret undersøgte flere sager om ulovlig statsstøtte til udflytning af arbejdspladser. Det skete i kølvandet på Fagbladet 3F's afsløringer af, hvordan danske industrivirksomheder fik EU-millioner til at flytte danske arbejdspladser til Polen.
Uddannelse på vej til Faaborg
De mange slagteriarbejdere i Faaborg har siden januar vidst, at deres arbejdsplads lukker.
Men indtil nu har medarbejderne ikke kunne få økonomisk støtte til eksempelvis efteruddannelse, fordi Danish Crown ikke havde sat en endelig dato for lukningen.
Dagens udmelding fra Danish Crown betyder, at den såkaldte socialplan for medarbejderne i Faaborg sættes i gang.
- Beslutningen gør det muligt at begynde udflytningen, som indebærer både investeringer i fabrikken i England og flytning af udstyr. Derfor sætter vi også socialplanerne i værk, efterhånden som medarbejderne opsiges, siger Jesper Friis CEO for DC Pork i pressemeddelelsen.