Morgenmadsgiganten Kellogg's har lockoutet 220 medarbejdere uden løn i over fem måneder. Kellogg's vil have medarbejderne drastisk ned i løn og ansat på mere usikre vilkår
Siden 22.oktober har 220 medarbejdere i Memphis i USA været lockoutet af det multinationale selskab Kellogg's, der producerer morgenmadsprodukter i hele verden. Medarbejderne er blevet sendt hjem uden løn, da de ikke vil indgå en ny lokalaftale, som vil forringe arbejdsvilkårene dramatisk.
Medarbejderne havde indtil lockouten en timeløn på 28 $, det svarer til omkring 151 danske kroner. Det mener Kellogg's er alt for meget, og derfor forsøger de at ændre en lokalaftale, så virksomheden kan sænke lønnen, og hyre midlertidige ansatte uden faste timetal.
De fastansatte frygter også, at de nye kontrakter vil gøre det muligt for Kellogg's at tvinge dem ned på deltid.
Samtidig med at Kellogg's har smidt sine ansatte på porten uden løn, stoppede virksomheden også med at betale medarbejdernes sundhedsforsikring.
- Jeg har en 15-årig søn. Han forstår ikke, hvorfor han skal passe ekstra meget på ikke at få en forkølelse eller sår, siger Betty Guyton, der har været ansat på Kellogg's i 25 år til New York Times.
Næsten alle ansatte har søgt om understøttelse og madkuponer, men det er især sundhedsforsikringen der rammer hårdt. Mange har måtte udskyde planlagte operationer, eller betale tusindvis af dollars for nødvendig lægehjælp.
Produktionen af Kellogg's i Memphis kører i dag ved hjælp af vikarer, der er hyret ind via et vikarbureau.
Regering og fagforening: Ulovlig lockout
Lockouten er ulovlig siger The Bakery, Confectionery, Tobacco Workers and Grain Millers International Union, som organiserer Kellogg's ansatte.
Fagforeningen har anklaget Kellogg's for at bryde med reglerne ved at forsøge at forringe en aftale så drastisk, at det kun kan ske, når aftalen udløber og ikke på lokalt fabriksniveau.
Samtidig mener fagforeningen at det er ulovligt, når Kellogg's har lockoutet sine medarbejdere.
De anklager tager den amerikanske forbundsregering alvorligt, og har nu anklaget Kellogg's for brud på den føderale arbejdslovgivning.
- Vi har sagt - gentagne gange - at vi gerne vil forhandle med virksomheden om en ny kontrakt, men det kræver at Kellogg's åbner portene for sine ansatte, så de kan komme tilbage i arbejde. Vi vil ikke forhandle med en ulovlig pistol for panden. Vi er glade for at sagen nu bliver taget op på højeste niveau i arbejdsretten, siger David Durkee fra The Bakery, Confectionery, Tobacco Workers and Grain Millers International Union.
Kellogg's er indkaldt i retten 5.maj.
Projekt K - lavere løn og flere vikarer
Lockouten er en del af den større global omstrukturering som Kellogg's kalder Projekt K
Projekt K går ud på at flytte produktionen fra USA til andre lande med lavere løn, eksempelvis Mexico og Thailand. Indtil videre er fire fabrikker lukket i USA.
Lockouten har vakt opsigt i store dele af USA, og selv ishockeyspillerne i NFL har støttet de lockoutede Kellogg's medarbejdere
Kellogg's producerer ikke selv sine produkter i Danmark, men på Kellogg's fabrikker i England, Tyskland og Spanien.
På trods af telefonopkald og mails, har Kellogg's i USA ikke svaret tilbage på nnf.dks henvendelser.
Hør Kellogg's medarbejdernes historie
Læs mere om konflikten her