84 procent af Fødevareforbundet NNF's medlemmer stemmer ja til nye overenskomster for 14.000 fødevarearbejdere
Ja tak til reallønsstigninger, øget tryghed og bedre muligheder for uddannelse. 84 procent, af de medlemmer der har stemt om deres nye overenskomst, har sat krydset ud for ja.
- Det er rart med et helt tydeligt resultat - ikke mindst, når afstemningsresultatet afspejler forbundets anbefaling til medlemmerne om at stemme ja til forhandlingsresultatet. Det siger mig, at vi er på linje med vores medlemmer, når vi forhandler deres overenskomster, siger Ole Wehlast, forbundsformand for Fødevareforbundet NNF.
Det er ikke kun Fødevareforbundet NNF's overenskomster der har været til afstemning. Cirka 600.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked har skulle sige ja eller nej til nye overenskomster.
I alt har 77,3 procent stemt ja til deres nye overenskomst. Det offentliggjorde forligsmand Asbjørn Jensen fredag.
37,7 procent af LO-medlemmerne valgte at stemme, hvilket er den højeste andel siden 2000. Ved de sidste overenskomster i 2012 stemte kun 29 pct. af medlemmerne.
To ud af tre stemmeberettigede medlemmer af Fødevareforbundet NNF har stemt om overenskomsten. Det er ti procent flere end ved sidste afstemning i 2012.
Der stemmes stadig om de sidste overenskomster
Ikke alle fødevarearbejdere er færdige med at stemme. Netop nu kan ansatte der arbejder under butiks- og industri-overenskomsten med Danske Slagtermestre stemme om deres nye overenskomst. Resultatet offentliggøres onsdag den 30. april
De nye overenskomster er nu godkendt og trådt i kraft. Her kan du finde din nye overenskomst og se hvad den betyder for dine løn- og arbejdsvilkår.