Ambitionerne med den såkaldte Månegris er høje:At udforme en
slagtesvinestald, der ikke påvirker det omgivende miljø eller
klimaet, præsterer det ypperste indenfor svineproduktion for så
vidt angår dyrevelfærd og arbejdsmiljø - og ikke mindst: skaber
vækst, eksport og danske slagteriarbejdspladser.
I går blev månegrisen så præsenteret af fødevareminister Karen
Hækkerup (S) og debatteret indgående på en konference, der strakte
sig fra morgen til aften.
Månegrisen er et partnerskab, der er etableret med ambitionen om at udvikle det teknologiske og reguleringsmæssige grundlag for fremtidens moderne intensive slagtesvinestald.
Det lidt mystiske navn udspringer af det amerikanske præsidentprojekt fra 1960'ene om at bringe en mand til månen inden for 10 år. Et projekt, der satte gang i voldsom forskning. Og selvom målet var ambitiøst lykkedes det.
Fødevareforbundet NNF er en del af Månegris-partnerskabet sammen med interesse- og erhvervsorganisationer, vidensinstitutioner og myndigheder.
Fødevareminister Karen Hækkerup, lagde særlig vægt på de beskæftigelsesmæssige fordele, projektet kan kaste af sig. Særligt fremhævede hun beskæftigelsen på slagterierne.
Hun så formålet med partnerskabet som et ønske om at styrke eksport og vækst på et bæredygtigt grundlag. Det ligger ifølge fødevareministeren i klar forlængelse af anbefalingerne fra Vækstteam Fødevarer og Natur og Landbrugskommissionen.
Fødevareforbundet NNFs forbundsformand, Ole Wehlast er glad for at partnerskabet er kommet i gang.
-Der er tale om et innovationsprojekt med høje ambitioner. Og jeg er sikker på, at når man bringer så mange gode kræfter sammen, som man gør her, så giver det resultater. Kan vi få de høje ambitioner indfriet, og sker det samtidig på en måde, der gør produktionen rentabel, så har vi et godt grundlag for at bevare og øge den danske slagtesvineproduktion, siger Ole Wehlast.
Ambitionen er , at der skal opføres en demonstrationsstald i løbet af 2015, og at der skal tilvejebringes viden der kan understøtte en mere intelligent miljøregulering af landbruget.