Nyhed

Klar til at trække i arbejdstøjet

Hvis regeringen vil dansk fødevareerhverv i fremtiden og fastholde de arbejdspladser og den indtjening erhvervet skaffer Danmark, så skal der handles nu, lød budskabet fra dagens konference om ”Vækst og beskæftigelse i fødevareerhvervet”

Hvis regeringen vil dansk fødevareerhverv i fremtiden og fastholde de arbejdspladser og den indtjening erhvervet skaffer Danmark, så skal der handles nu, lød budskabet fra dagens konference om "Vækst og beskæftigelse i fødevareerhvervet"

Fødevareforbundet NNF, 3Fs Grønne Gruppe og Landbrug & Fødevare stod som afsendere på invitationen om at deltage i konferencen "Vækst og beskæftigelse i fødevareerhvervet - status og perspektiver på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger".

Baggrunden for konferencen var et ønske om at få diskuteret, hvordan alle involverede parter kan være med til at sikre, at dansk fødevareerhverv bedst muligt kan udnytte den guldalder, erhvervet står overfor.

Og en ting blev slået fast gentagne gange; det er tid til handling!

Vi har papirer og rapporter nok

Forbundsformand Ole Wehlast sad i panelet på konferencen, og han gav udtryk for ét stort ønske:

- Vi skal finde konkrete løsninger og få lagt planer for implementeringen af dem. Med baggrund i de to store og gennemarbejdede rapporter fra Natur- og Landbrugskommissionen og vækstteamet for fødevarer, har vi rigelig baggrund for nu at sætte handling bag ordene. Når vi ser på bundlinjen, kan vi konstatere, at alle giver udtryk for at ville dansk fødevareproduktion i fremtiden - det er vigtigt. Men jeg er interesseret i at skaffe arbejdspladser, og de kommer kun, hvis vi rent faktisk trækker i arbejdstøjet og gør noget for at udvikle erhvervet.

Opfordringen til handling kom også fra formanden for Natur- og Landbrugskommissionen Jørn Jespersen, der køligt konstaterede, at det nu er optil regeringen og folketinget at skride til handling:

- Vi havde et år til at lave vores store og gennemanalyserede rapport. Det skal helst ikke være sådan, at regeringen skal bruge længere tid på at iværksætte de konkrete initiativer!

Og både Jørn Jespersen og Ole Wehlast kan ånde lettet op, for ifølge fødevareminister Karen Hækkerup (S) bliver der arbejdet på højtryk for at komme med et udspil:

- Vi tager fødevareerhvervet og de udfordringer det står overfor meget alvorligt. Og jeg vil gerne sige, at inden vi sætter flæskestegen på bordet juleaften, så har vi fulgt op på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt sagde tidligere på ugen, at regeringen er ved at være klar til at fremlægge deres vækstplan for fødevareområdet.