Nyhed

I orden at arbejde 11 timer

Som et forsøg arbejder en bager og konditor 11 timer ad gangen hos Bageriet Lindberg i Odense

Som et forsøg arbejder en bager og konditor 11 timer ad gangen hos Bageriet Lindberg i Odense

Som et forsøg har to ansatte hos Bageriet Lindberg i Odense, bager Signe Hermann Sørensen og konditor Mette Mei Nørregaard, arbejdsdage på 11 timer. De arbejder tre til fire dage om ugen og er begge ansat i Bageriet Lindbergs afdeling i Skt. Klement i Odense.

I deres ansættelse er de ikke kun forpligtiget til at bage brød og lave kager. De skal også ekspedere.

- Det primære er, at vi skal vejlede og oplyse kunderne om vores brød og kager, hvad det indeholder og så videre. I dag er der eksempelvis en del, som har glutenallergi, andre har lidt svært ved at forstå betydningen af mange kerner eller også har de et spørgsmål om, hvad en konditorkage består af. Spørgsmålene er rigtig mange og det er en fornøjelse at kunne besvare dem, siger Signe Hermann Sørensen, der har det fint med at arbejde 11 timer på en vagt.

- På den måde kan jeg bedre planlægge fritidsaktiviteter og være sammen med venner og familie, siger Signe. For Mettes vedkommende er det ideelt, fordi hun har små børn.

Samarbejde

Forsøget med 11 timers arbejdsdag er kommet i stand gennem et samarbejde mellem indehaveren af Bageriet Lindberg Michael Grill og næstformand Frank Knudsen, Fødevareforbundet NNF Lillebælt-Fyn.

Afdelingsformand Paul Fruergaard Sørensen siger, at man i afdelingen følger forsøget meget tæt.

- Jeg er glad for, at det kører så godt, som det gør. Men selvfølgelig er der ting i aftalen som skal passes til. Når forsøget har kørt et år tager vi aftalen op til revision, siger han.

Historien om Bageriet Lindberg er speciel. For omkring halvandet år siden købte ejendomsmægler Michael Grill ejendommen på Dalumvej. Michael Grill ville indrette førstesalen til mæglerkontor og fik så ideen til, at der igen skulle være et bageri i gadeplan.

- En væsentlig årsag var, at folk i området manglede en rigtig håndværksbager. Man kan købe discount-brød mange steder, men virkelig godt bagerbrød og kager af den bedste kvalitet, manglede. Derfor sprang jeg ud i det - uden at have det fjerneste kendskab til branchen, fortæller Michael Grill.

Headhuntet

Fra starten gik det rigtig godt med Bageriet Lindberg i Dalum, så da bageriet i Skt. Klement lukkede, sprang Grill til og åbnede en filial her. Her er der kommet endnu en nyskabelse, nemlig kød fra Mesterslagteren på Faaborgvej.
- Jeg har headhuntet det bedste, faglige personale, fordi vi ikke vil gå på kompromis på nogen områder. Det ved jeg, at kunderne sætter pris på. Alene på Dalumvej har vi mellem 500 og 600 ekspeditioner om dagen, siger Michael Grill.

Lokalsider Lillebaet Fyn 0313 Bageriet Lindberg6

De ansatte i Bageriet Lindberg blev headhuntet, da bageriet skulle åbne.

Lokalsider Lillebaelt Fyn 0313 Bageriet Lindberg8

Signe Hermann Sørensen både bager og ekspederer. - Det er en god kombination, siger hun.

Lokalsider Lillebaelt Fyn 0313 Bageriet Lindberg9

Bager Signe Hermann Sørensen får en snak med afdelingsformand Paul Fruergaard Sørensen, Fødevareforbundet NNF Lillebælt-Fyn.

Lokalsider Lillebaelt Fyn 0313 Bageriet Lindberg13

- Folk rystede på hovederne, da jeg ville åbne et bageri. Men det går jo godt, siger Michael grill.