De ansatte hos Mou er stolte af, at deres arbejdsgiver viser socialt ansvar
Brugerne af Kirkens Korshærs 41 varmstuer i Danmark kan denne vinter få serveret gratis suppe. Det sker, fordi Tulip har indgået et tæt samarbejde med Kirkens Korshær.
- Det er et socialt ansvar, som varmer medarbejderne på Mou rigtig meget. Vi er stolte over at kunne være med til at hjælpe, så hjemløse, der besøger varmestuerne, får lidt ekstra varme i form af god suppe, siger tillidsrepræsentant Torben Søgaard Hansen fra Mou.
- Suppe er noget de fleste mennesker kan lide, og specielt, når det er koldt uden for, tændes der op for suppegryderne i rigtig mange hjem. Den mulighed har de hjemløse ikke. Derfor leverer Mou hele vinteren suppe til alle varmestuerne. Og den serveres selvfølgelig gratis.
Den første suppe blev serveret for hjemløse i Kirkens Korshærs varmestue i Esbjerg onsdag. Og den blev modtaget med meget stor glæde. I løbet af de kommende dage bliver suppen lanceret i de øvrige varmestuer i Danmark.
I Kirkens Korshær er udviklingschef Jørgen Rønn-Simonsen meget glad for aftalen med Mou.
- Suppe er utroligt populært hos de mennesker, der benytter varmestuerne. Det er afgørende for Kirkens Korshærs arbejde for nogle af de mest udsatte grupper i vores samfund, at vi får opbakning og støtte både fra vores mange frivillige, fra almindelige borgere og selvfølgelig virksomheder, der kan være med til at gør en forskel, siger han.
Hvor mange liter suppe, kød- og melboller, der kommer til at dreje sig om denne vinter, er der ikke sat tal på.
- Varmestuerne får al den suppe med tilbehør, de har brug for, siger tillidsrepræsentant Torben Søgaard Hansen.