Nyhed

Her nyder de tobak uden røg

Lovgivningen forbyder dem at reklamere og for deres produkter. Alligevel går det godt for tobaksfabrikken House of Oliver Twist i Odense

Lovgivningen forbyder dem at reklamere og for deres produkter. Alligevel går det godt for tobaksfabrikken House of Oliver Twist i Odense

Scene 1:

Hjemme hos bedstefar og bedstemor i deres hyggelige, gamle hus. Bedstemor har netop taget en nybagt kringle ud af ovnen og duften af kaffe breder sig fra det lille køkken ind i stuen. Her sidder bedstefar i husets bedste stol. Benene er placeret på en lille skammel. Han smiler, mens han med tungen vender skråen i munden.

Og så sker det, som børnene har ventet på: bedstefar bøjer sig frem og spidser læberne. Og som et projektil sender han en stor, sort spytklar gennem luften. Den rammer med millimeters præcition spytbakken, som er placeret ved siden af kakkelovnen. Men nogle gange styrer han spytklatten ind på den varme ovn, så det syder og bruser til stor morskab for børnene.

Scene 2:

På besøg hjemme hos farmor og farfar. De vil nemlig ikke kaldes bedstemor og bedstefar. Det er gammeldags. Farmor har købt kringle hos den lokale bager og kaffen laves på maskine. Farfar har haft travlt på arbejde, og slapper nu lidt af i sofaen.

Farfar har tidligere været storryger. Han røg både cigaretter og pibe. Og ved festlige lejligheder kom der også ild på en cigar. Men sådan er det ikke længere. Han er stoppet med at ryge, men har meget svært ved at undvære smagen af tobak og den specielle aroma, der forplantede sig i munden, når han røg. Trangen til nikotin får han heller ikke stillet.

Alternativet

Farfar har fundet en godt alternativ: han nyder tobakspastiller, som hans far og bedstefar tidligere nød deres skrå-tobak. Forskellen er blot, at nutidens farfar ikke skal spytte overskydende sovs ud. Nutidens tobakspastiller er nemlig anderledes hygiejniske og diskrete.

Administrerende direktør på tobaksfabrikken Oliver Twist i Odense, Peer Dyhr, siger, at grundprincipperne i at lave tobakspastiller ikke har ændret sig meget i de over 200 år virksomheden har eksisteret.

- Det primære er, at man nyder tobak uden røg, men selvfølgelig har vi også taget ny teknologi i brug, selv om de håndværksmæssige traditioner stadig er meget vigtige.

I Danmark er det forbudt at reklamere for produkter af tobak. Alligevel går det godt for Oliver Twist.

Målgruppen

- Vores målgruppe er voksne mennesker, der enten vil stoppe med at ryge eller trappe ned. Tilbuddene er jo mange. Alt fra nikotintyggegummi til plastre og E-cigaretter. Og så er der altså tobakspastillerne fra Oliver Twist, hvor man både får stillet trangen til nikotinen og kan vælge en af flere smagsvarianter.

Der er omkring en halv snes ansat i produktionen og udskiftningen er ikke stor. Mange medarbejdere har fejret jubilæer for mange års ansættelse.

- Vi har en rigtig god arbejdsplads, hvor tonen er fri, nærmest familiær. Der sker ikke så mange nyansættelser, siger tillidsrepræsentant Erik Thulesen.

Samtlige i produktionen arbejder efter en lokalaftale, som er udsprunget af overenskomsten.

Tobakspastillerne fra Oliver Twist sælges både på hjemmemarkedet, men går hovedsagelig til eksport. Specielt de nordiske lande er store aftagere.

Lokalsider Lillebaelt Fyn 0313 Oliver Twist1

Tillidsrepræsentant Erik Thulesen og direktør Peer Dyhr kontrollerer en ny sending tobaksblade fra USA. - Den er i orden, siger de.

Lokalsider Lillebaelt Fyn 0313 Oliver Twist12

- Vi er glade for samarbejde med Fødevareforbundet NNF, siger direktør Peer Dyhr.