Nyhed

Der skal også være et liv efter Hjørring Mejeri

Medarbejderne på det nu lukkede mejeri havde to år til at forberede sig på et nyt arbejdsliv. Men det var svært at sige farvel til en god arbejdsplads

Medarbejderne på det nu lukkede mejeri havde to år til at forberede sig på et nyt arbejdsliv. Men det var svært at sige farvel til en god arbejdsplads

Stemningen er ikke, som den plejer at være denne tidlige morgen den 28. maj i år.

I løbet af natten har mælketankbilerne indvejet deres last, og nu er produktionen af de sidste oste på mejeriet sat i gang.

Efterhånden, som ostene ruller af båndene til saltning, står medarbejderne klar til at rengøre maskinerne. Senere skal de skilles af.

Med undtagelse af vask af ost i emballeringen og pakkeriet bliver mejeriet pakket ned i et fast tempo. Efter nogle uger lukker og slukker sidste medarbejder.

Nu er det slut med at lave oste på mejeriet.

Der er sat en punktum for en epoke i Hjørring.

Selv om medarbejderne har kendt datoen for lukningen i to år, så føles det alligevel underligt. Det er, som at sige farvel - og ikke på gensyn - til en gammel, god ven.

Gode kolleger

- Hjørring Mejeri har været en utrolig god arbejdsplads med fantastiske kolleger. Vi har følt os trygge. Derfor er det lidt vemodigt. Men alle er indstillet på, at der også skal være et liv efter Hjørring Mejeri. Spørgsmålet er så, hvilket arbejdsliv, der venter. Og om der i det hele taget er noget arbejde at få, siger tillidsrepræsentant i pakkeriet, Else-Marie Christensen, 54, der har arbejdet med mælk det meste af sit voksenliv. Hun var ansat i 22 år på Nestlé i Hjørring. Da det lukkede, fik hun arbejde på Hjørring Mejeri.

Meldingen om, at Arla ville lukke mejeriet i Hjørring kom allerede i foråret 2011. Det betød, at de den gang 106 medarbejdere havde rigtig god tid til at finde andet arbejde, eller måske begynde på en uddannelse.

I stedet for en jobbank, blev der nedsat et forhandlingsudvalg, der hentede råd og vejledning blandt andet fra Fødevareforbundet NNF. Man ville forsøge at ny strategi, hvor det var ledelsen, tillidsfolkene og de ansatte, der sammen fandt løsninger for den enkelte.

En succes

Det blev en succes. En meget stor del fandt hurtigt andet arbejde, andre kom på kurser, en del begyndte på en uddannelse, og omkring en halv snes valgte at gå på pension eller efterløn. Da mejeriet lukkede, var der omkring en snes, der ikke havde fundet nyt arbejde.

Mejerichef Michael Svendsen mener, at medarbejderne havde en rigtig god ballast med i rygsækken, når de skulle søge andet arbejde.

- Ansatte inden for fødevareindustrien har et godt ry. De passer deres arbejde og er meget pligtopfyldende. Det betyder meget, når en arbejdsgiver skal ansætte. Derfor opfordres de ledige også til at melde sig hos vikarbureauerne. Det er en god mulighed for at komme videre. Der er en klar tendens til, at gode vikarer bliver fastansat, siger han.

Da mejeriet lukkede, havde Else-Marie Christensen ikke fået nyt arbejde. Men hun og hendes mand havde haft god tid til at planlægge fremtiden.

Plan A og B

- Vi har lavet en plan A og en plan B. Vores børn er voksne og vi har sat vores hus til salg i Hjørring. Det havde vi nu gjort under alle omstændigheder, fordi vi gerne vil længere ned i landet. Vores børn og børnebørn bor i Horsens og Valby, så vi kan komme tættere på dem. Jeg har været i praktik på Korsvejens Mejeri og kunne rigtig godt tænke mig at få arbejde der. Men min mand tror på, at jeg finder andet arbejde i Nordjylland, siger Else-Marie Christensen, der er glad for, at man fandt en løsning på reglen om ophør af dagpenge efter to år.

- Det betyder, at plan B er udskudt. Økonomien bliver ikke skudt helt i sænk. Men planen ligger stadig i skuffen i tilfælde af, at alt går galt, siger Else-Marie Christensen, der i årenes løb har taget masser af kurser og mener, at hun passer fint ind på mange arbejdspladser.

- Det, jeg frygter mest, er min alder. Jeg er bange for, at vi ældre bliver sorteret fra, selv om vi har erfaringerne. Men det skal komme an på en prøve, siger hun.

Lene Lorenzen, 47, fra pakkeriet er en af dem, der helt skifter boldgade. Hun tager en uddannelse til industrioperatør.

Gode muligheder

- Jeg er ansat på mejeriet frem til slutningen af november, hvor jeg får min eksamen. Det er en meget fin ordning. Og skulle det glippe, at jeg ikke får arbejde som industrioperatør, så er jeg klar til at tage endnu en uddannelse. Jeg vil gerne arbejde med mennesker og kunne godt tænke mig at blive social- og sundhedshjælper, siger hun.

Roland Sørensen, 60, kan gå på efterløn, når han fylder 61, men vil helst have et arbejde. Han er uddannet murer og har arbejdet hos Arla i 26 år. Først på Tolstrup Mejeri og sidst på mejeriet i Hjørring.

- Det er for meget krudt i Roland til at stoppe. Jeg tror på, at der er en bygmester eller måske et boligselskab, der har brug for en mand, der kan lidt af hvert. Så jeg ser lyst på fremtiden, siger han.

Afdelingsformand John Christiansen, Fødevareforbundet NNF Nordjylland, er glad for, at så mange medlemmer fra mejeriet har fundet nyt arbejde eller har taget en uddannelse.

- Det var meget betryggende for vores medlemmer, at de havde to år til at forberede deres nye arbejdsliv. Det gav ro og hver enkelt havde mulighed for nøje at tænke over, hvad han eller hun kunne tænke sig. Og jeg ved, at langt de fleste har fået deres ønsker opfyldt, siger John Christiansen.

Sidste Ost Hjorring P2G1542 Copy

Mejerichef Michael Svendsen: - Mejeriarbejdere har heldigvis ikke svært ved at finde nyt arbejde.

Sidste Ost Hjorring P2G1569 Copy

Afdelingsformand John Christiansen og tillidsrepræsentant Else-Marie Christensen ser de sidste oste køre ad båndet.

Sidste Ost Hjorring P2G1583 Copy

Pludselig var der stille på Hjørring Mejeri. En epoke var slut.

Sidste Ost Hjorring P2G1600 Copy

- Jeg har altid arbejdet med mælk. Mærkeligt, at det nu er slut, siger Else-Marie Christensen.

Sidste Ost Hjorring P2G1619 Copy

- Jeg tror, at der altid vil være brug for en mand som mig et eller andet sted, siger Roland Sørensen.

Sidste Ost Hjorring P2G1625 Copy

Lene Lorenzen skifter boldgade. Nu skal hun være industrioperatør.