Nyhed

Valg: Fødevarebranchen skal udvikles i hovedstaden

Vækst og beskæftigelse stod øverst på dagsordenen, da Københavns overborgmester Frank Jensen (S) og regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden Peter Kay Mortensen (S), begge gæstede Fødevareforbundet NNFs forbundshus.

Vækst og beskæftigelse stod øverst på dagsordenen, da Københavns overborgmester Frank Jensen og regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden Peter Kay Mortensen, begge gæstede Fødevareforbundet NNFs forbundshus.

Snakken kom vidt og bredt omkring, men vækst og beskæftigelse var det gennemgående tema, da der var indbudt til valgdebat torsdag den 7. november.

- Arbejdspladser er vigtigt for København. Vi vokser med 1.000 københavnere hver måned, så vi satser på at der skal være industri og produktion i København, sagde overborgmesteren.

Frank Jensen tog tid ud af sin trængte valgkampskalender, til at besøge Fødevareforbundet NNFs forbundshus, hvor han snakkede om visioner for Hovedstaden. Fødevarer fik en særlig plads i debatten:

- Vi har et ansvar for at vi har gode råvarer i København, og at vi har adgang til at sælge dem.

Overborgmesteren fremhævede kødbyen, som på den ene side er blevet hip, men samtidig har fokus på det oprindelige formål - nemlig at være en kødby.

- Der skal være kødvarer og fødevarer i den hvide kødby, slog han fast.

Regionerne skal sætte ekstra gang i tingene

Peter Kay Mortensen, der selv er medlem af Fødevareforbundet NNF, lagde ud med at huske på, at der er to stemmesedler der skal udfyldes den 19. november.

Peter Kay Mortensen er selv faglært bager og sidder til daglig som formand for LO Hovedstanden. Han fremhæver fødevarebranchen:

- Vi skal udvikle forædlingen og viderebearbejdelsen af fødevarer. Vi skal være bedre til at bruge de nye teknologier - det giver både vækst og bedre arbejdsmiljø, siger han til nnf.dk

Ifølge Peter Kay Mortensen kan regionerne netop støtte den udvikling:

- Vi har nogle muligheder for at sætte ekstra gang i tingene, fortæller han og fortsætter:

- Vi skal bakke op med erhvervsudviklingsprojekter.

Peter Kay Mortensen sidder selv som næstformand i Danske Regioners udvalg for regional udvikling, hvor fødevarebranchen har fået fokus de sidste år.