Nyhed

Slagteriarbejdere har nedlagt arbejdet

De kræver, at direktør Lars Andersen, Aalestrup Kreaturslagteri, trækker mundtlig advarsel til tillidsrepræsentant tilbage

De kræver, at direktør Lars Andersen, Aalestrup Kreaturslagteri, trækker mundtlig advarsel til tillidsrepræsentant tilbage 

 

 

Opdateret den 4. november 2013.

 

12 slagteriarbejdere på Aalestrup Eksportslagteri nedlagde torsdag middag arbejdet i protest mod, at deres tillidsrepræsentant, Sander Østergaard, havde fået en mundtlig advarsel af slagteriets ejer, Lars Andersen.

På et møde fredag morgen besluttede slagteriarbejdere at fortsætte arbejdsnedlæggelsen, fordi Lars Andersen ikke vil trække advarslen tilbage.

Sagen startede, da slagteriarbejderne torsdag havde modtaget deres lønsedler og mente, at der kunne være fejl i dem. Derfor bad de deres tillidsrepræsentant, Sander Østergaard, om at undersøge det nærmere. Han forlod sin plads på slagtekæden for at snakke med personalet på kontoret.

Denne handling blev direktør Lars Andersen så vred over, at han gav Sander Østergaard en mundtlig advarsel.

- De 12 slagteriarbejdere mener, at deres tillidsrepræsentant blot gjorde det, han er valgt til, nemlig at varetage deres interesser. Derfor blev de vrede over, at Lars Andersen gav Sander Østergaard en advarsel. De krævede, at advarslen blev trukket tilbage. Da direktør Lars Andersen ikke ville det, nedlagde de arbejdet, oplyser afdelingsformand John Christiansen, Fødevareforbundet NNF Nordjylland.

Da Lars Andersen fredag morgen fastholdt sin advarsel, besluttede slagteriarbejderne at fortsætte arbejdsnedlæggelsen.

Både Sander Østergaard og John Christiansen har torsdag og fredag opfordret medarbejderne på slagteriet til at genoptage arbejdet.

Slagteriarbejderne i Aalestrup mødes igen mandag morgen for at drøfte situationen. I øvrigt var der ingen fejl i lønsedlerne.