Fødevareforbundet NNFs afdelinger "Østjylland" og "Horsens-Vejle" bliver fra årsskiftet fusioneret. Det blev vedtaget på en stiftende generalforsamling på Bygholm Park Hotel i Horsens torsdag aften. Afdelingen får navnet Fødevareforbundet NNF Østjylland med hovedsæde i Horsens og kontor i Århus.
Som formand er valgt afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Horsens-Vejle, Kjeld Nielsen, mens afdelingsformand Flemming Hansen, Fødevareforbundet Østjylland bliver næstformand.
Kimen til en fusion blev lagt for snart to år siden og man har arbejdet hen mod en fusion ved årsskiftet 2014/2015.
- Men vi følte, at tiden var moden nu. Vi blev bl.a. inspireret af det store arbejde, der er lagt i forbindelse med Fødevareforbundet NNFs projekt "Nye Fællesskabsløsninger", hvor man arbejder på kryds og tværs af afdelingerne i hele landet. Derfor satte vi turbo på en fusion, som er en realitet allerede fra årsskiftet, siger Flemming Hansen og Kjeld Nielsen.
Inden den stiftende generalforsamling havde de to afdelinger holdt hver deres generalforsamling, hvor man besluttede at nedlægge afdelingerne og oprette én ny.
Den nye afdeling har omkring 4000 medlemmer inden for fødevareindustrien.
Billedtekst:
Afdelingsformand Flemming Hansen, Fødevareforbundet NNF Østjylland (tv) lykønsker afdelingsformand Kjeld Nielsen, Fødevareforbundet NNF Horsens-Vejle, der blev valgt til formand for den nye afdeling.(Foto: Henrik Bjerg)