Af Morten Torbjørn Andersen
Skuespilhuset var rammen, og for første gang var der åbent for publikum udefra.
Stemningen var helt i top, og trods de fine rammer, til tider løssluppen.
- Hvis man ikke kan lide lugten i bageriet må man bolle et andet sted. Ingen arme, ingen kager. Vi er jo et folkefærd der kan lide humor.
Sådan lød det fra Sussanne Michelsen, formand for Årets kage, inden hun præsenterede vinderen.
Landsholdskonditor løb med sejren
Mads Kristiansen fra La Glace endte øverst på skamlen til Årets kage.
- Jeg er meget overrasket og meget rørt, sagde Mads Kristiansen efter han blev udråbt som vinder.
- Det er spændende at følge trenden. Der er mange der har overtrukket deres kage med glasur. Det var også noget der gav gode point til VM, hvis man vel og mærke var god til det, forklarede Mads Kristiansen med et smil på læben. Udover at være konditor på La Glace, er han også kaptajn for det danske konditorlandshold.
Han havde selv overtrukket sin kage med passionsglasur. Kagen ”Hokus pokus” bestod derudover af saltet hasselnødmørdej, luftig kokosskum og passionscreme, karamelliseret bagt hvid chokolade, banakompot og luftige marengs med passion.
Årets kage udvikler faget
Fødevareforbundet NNF er hovedsponsor for årets kage og Henrik Tonnesen, formand for Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øerne, var med til den spændende præmieoverrækkelse.
- Konditorfaget er et truet håndværk. Vi støtter årets kage fordi det skaber udvikling, nytænkning og faglig stolthed blandt konditorerne. Det er vejen frem for faget, sagde han efter vinderen var kåret.
- Læs mere på aaretskage.dk
- Følg årets kage på Årets kages Facebook