Nyhed

Fødevareforbundet NNF positive overfor vækstplanen

Fødevareforbundet NNFs hovedbestyrelse udtrykker i store træk tilfredshed med regeringens fremlagte Vækstplan DK - men ingen roser uden torne.

Af Emilia Maria van Gilse

Regeringens vækstplan var til debat på dagens møde i Fødevareforbundet NNFs hovedbestyrelse. I debatten deltog ikke kun forbundets ledelse, afdelingsformænd og tillidsrepræsentanter, men også finansminister Bjarne Corydon, der var særligt inviteret.

Planen er blevet endevendt den seneste uges tid, og selvom Fødevareforbundet NNF ikke er faldet helt i svime over planen, så er hovedbestyrelsen dog enige om, at planen på adskillige områder peger i den rigtige retning:

- Vi er især tilfredse med, at der sættes massivt ind på at øge de offentlige aktiviteter i forbindelse med anlægsarbejde og uddannelse. Og så hilser vi afgiftslettelserne velkommen. Dem har vi kæmpet for gennem længere tid, forklarer forbundsformand Ole Wehlast.

Tornene
Flere af afdelingsformændene udtrykte dog kritik af finansieringen, der skal ske gennem reformer af kontanthjælpen og SU-systemet. Heller ikke lettelserne i selskabsskatten udløser roser fra forbundet:

- Vi mener, at det er en dyr måde at skabe nye job på. Og så er der vel og mærke ingen garanti for, at skattelettelserne rent faktisk vil munde ud i flere job, med mindre regeringen hæfter nogle krav til virksomhederne om jobskabelse i enden af skattelettelserne, mener Ole Wehlast.

Plads til forbedringer
Samtidig opfordrede Fødevareforbundet NNFs hovedbestyrelse finansministeren til at forsøge at få nogle ændringer ind i planen, når den skal forhandles på plads politisk:

- I stedet for en lettelse af selskabsskatten ser vi hellere en mere overordnet forbedring af rammevilkårene for landbruget. En sådan forbedring har langt større mulighed for at skabe nye jobs i hele landbrugssektoren. Og så mener vi, at regeringen bør arbejde mere intensivt for at mindske grænsehandlen, siger Ole Wehlast.

Finansministeren blev sendt tilbage til forhandlingsbordet på Christiansborg med opfordringen om at holde fast i de gode takter, men samtidig lægger hovedbestyrelsen ikke skjul på, at planen ikke udelukkende er en dans på roser.