Nyhed

Fødevareforbundet NNF og landbruget i fælles sag

Fødevareforbundet NNF inviteres til samarbejde med Bæredygtigt Landbrug, svine- og mælkeproducenter

Fødevareforbundet NNF inviteres til samarbejde med Bæredygtigt Landbrug, svine- og mælkeproducenter

Af Claus Gjedsig. Foto: Poul Anker Nielsen


Fødevareforbundet NNF er parat til at indgå skæve alliancer for at forbedre rammevilkårene for landbruget. Svineproducent Henning Nielsen, Bramming, inviterer til et samarbejde mellem Bæredygtigt Landbrug, svine- og mælkeproducenterne i Danmark og Fødevareforbundet NNF. Henning Nielsen mener, at landbruget og fagforeningen på mange fronter kæmper for de samme værdier. Henning Nielsen opfordrer således til, at man i løbet af meget kort tid skal komme med et fælles udspil - en form for vækstplan - som skal foreligges finansminister Bjarne Corydon.

Næstformand i Fødevareforbundet NNF Tage Arentoft vil nu diskutere opfordringen med sit bagland.

– Det er meget vigtigt, at vi lytter til hinanden og går i dialog, også selv om der er punkter, vi ikke er enige i. Debatten er meget vigtigt, og jeg tror på, at vi sammen kan være med til at flytte noget, når vi snakker både sagligt og fagligt.

Vigtigt at komme ud
Invitationen til et tættere samarbejde kom, da Fødevareforbundet NNF Sydjylland - som et i et bestyrelsesmøde - var inviteret til at se svinebedriften ”Lyngbjerggaard” ved Bramming. Bedriften er et intersentskab med Henning Nielsen, hans to døtre og svigersønner som medejere.

Afdelingsformand Peder Pedersen, Fødevareforbundet NNF Sydjylland mener, det er vigtigt, at bestyrelsen kommer i tæt kontakt med de virksomheder og personer, hvor Fødevareforbundet har interesser. Derfor lægges nogle bestyrelsesmøder uden for afdelingskontoret i Esbjerg.

– I afdelingen har vi en del netværk, hvor vi kan diskutere problemstillinger og udveksle erfaringer. Det betyder meget i det daglige arbejde, specielt politisk. Vi skal være klædt godt på, så vi kan tage de rigtige beslutninger, siger Peder Pedersen.

Smågrise til Polen
På ”Lyngbjerggaard” har man omkring 1700 årssøer og feder selv omkring 32.000 grise op. Disse slagtesvin leveres fortsat til Danish Crown, men man sender produktionen af smågrise til Polen.

– Det er ikke en beslutning, vi selv har taget. Sådan noget gør bankerne for os. Det er dem, der styrer dansk landbrug i dag. Hvis man i banken mener, at det bedst kan betale sig at sende grisene til udlandet, så får vi et venligt vink om, at sådan skal vi gøre.

– Jeg er klar over, at det ikke er med til at redde danske arbejdspladser, men svineproducenterne bliver simpelthen tvunget til det. Jeg tror dog, at udviklingen kan vendes, så en større del af grisene igen vil blive slagtet i Danmark, hvis bl.a. reglerne for gødskning og kvælstof, miljøregler og ikke mindst de meget dyrebare kontroller af danske landbrug, tages op til revision, siger Henning Nielsen, der ikke mener, at det er slagteriarbejdernes lønninger, der er med til at skabe røde tal.

Igen rentabelt
Afdelingsformand Peder Pedersen mener, at opgaven må være at vækste os ud af problemerne og derved skabe arbejdspladser på slagterierne, landbruget og tilstødende erhverv.

– Dette kan gøres ved at skabe nogle samlende rammevilkår for landbruget, der gør, at det igen bliver rentabelt at opfede og slagte svin i Danmark. På samme måde skal de samlede rammer for kvægbruget ses efter i sømmene rent politisk, mener han.

– Se på de store slagteriers administration og lønningerne til lederne. Her kan der virkelig spares, mener han.

Det giver ”Lyngbjerggaard” en ekstra fortjeneste på omkring en million kroner om året, at man nu sender smågrise til opfedning og senere slagtning i Polen. Tidligere skulle grisene veje omkring 30 kilo. I dag krydser de landegrænsen, når de vejer mellem 20 og 22 kilo.

– Det er foderet, der koster, og her kan vi spare mange penge, siger Henning Nielsen.

På ”Lyngbjerggaard” har man miljøgodkendelser liggende til store udvidelser.

– Tiden med mindre svinebrug er forbi. I dag er det kun den stærkeste tredjedel, som overlever. Og mange af dem på bankernes præmisser, siger Henning Nielsen.